Ledernetværk
Det kan til tider være en ensom affære at være leder og erfaringen viser, at både nye og garvede ledere har brug for et fristed, hvor de kan reflektere over deres praksis, hente ny inspiration, og stille skarpt på deres ledelsesfaglige udfordringer.
Regeringen, KL, Danske Regioner, LO, AC og FTF blev i forlængelse af kvalitetsreformen derfor enige om behovet for at styrke lederudviklingsindsatsen over for lederne i den offentlige sektor. Det resulterede i et pilotprojekt med etablering af ledelsesnetværk på tværs af staten, regionerne og kommunerne.
Ledernetværkene blev etableret via tre netværkskonferencer i efteråret 2009 og følges herefter i ét år. Der blev oprettet i alt 15 ledernetværk, hvor deltagerne forpligtigede hinanden på at mødes minimum 3 gange inden udgangen af oktober 2010.
Målgruppe
Offentlige ledere, der har personalemæssigt og strategisk ansvar og med forskelligt erfaringsgrundlag.
Karakteren af ledernetværkene
Ledernetværket tager udgangspunkt i ledelse som fag frem for et bestemt erhverv indenfor eksempelvis skolevæsnet eller sundhedsvæsnet, og netværket består af ledere fra de forskellige offentlige sektorer.
Evaluering
I begyndelsen af november 2010 evaluers effekten af pilotprojektet. Herefter overvejes det, om lignende ledernetværk skal etableres på sigt. Resultatet af denne evaluering vil fremgå på denne side.
Sidst opdateret : 18.08.2010