Fastlæg en udviklingsplan
En udviklingsplan er et godt og nødvendigt redskab for at sikre et fokuseret udviklingsforløb.
En individuel udviklingsplan fastlægger, hvilke dele af medarbejderens talent, I skal styrke, og hvordan det skal ske. Planen medvirker bl.a. til at fremme medarbejderens refleksion over egen udvikling. Og så kan den bidrage til at afstemme forventningerne til udviklingsforløbet hos medarbejderen og lederen.
Ikke kun medarbejderen, men også medarbejderens leder bør være involveret i udformningen af planen. Det er nødvendigt for at sikre, at udviklingsaktiviteterne bliver knyttet til konkrete arbejdsopgaver i eller uden for kontoret/enheden.
Udviklingsplanen og HR-funktionen
Det kan være en krævende opgave at finde frem til hvilke sider af talentet, der skal styrkes og koble det med relevant kompetenceudvikling. Som HR-funktion har I derfor en væsentlig opgave i forhold til at sparre om udviklingsmål og rådgive om konkret uddannelses- og udviklingsmuligheder.
I kan hjælpe lederen og medarbejderen, hvis I på forhånd har udarbejdet en skabelon for udviklingsplanen, der kan understøtte medarbejderen og lederen i at konkretisere de forskellige behov og udviklingsaktiviteter.
Sidst opdateret : 09.03.2010