Ansættelsesprøven (concours)
Hvis du vil fastansættes i EU-institutionerne skal du gennemføre ansættelsesprøven - concours, som den kaldes i daglig tale.
Forudsætninger for at tage concours
Concours med henblik på ansættelse på begyndertrinet for akademikere (AD 5) kræver, at du har en universitetsuddannelse af mindst 3 års varighed og bachelorgrad. Hvis du skal ansættes på et højere trin skal du have en kandidatgrad og relevant faglig erfaring. Prøveformen er i 2010 blevet ændret, så der i højere grad er tale om en test af dine personlige og professionelle kompetencer frem for af din paratviden om EU.
Concours for assistenter med henblik på ansættelse på begyndertrinet (AST 1) kræver afsluttet uddannelse på gymnasialt niveau samt relevant faglig uddannelse eller mindst 3 års faglig erfaring. Ansættelse på niveau AST 3 kræver relevant videregående uddannelse.
Tilmelding til concours
Første trin er, at du opretter en profil på personaleudvælgelseskontorets, EPSO’s, hjemmeside. Med en profil kan du tilmelde dig online i en periode på normalt 4 uger fra offentliggørelsen.
Du skal give detaljerede oplysninger om uddannelse, redegøre for din motivation og tage en test online. Testen er vejledende for ansøgeren alene, hvad angår chancerne for at bestå den stopprøve, der er en concours’ første fase.
Concours’ indhold
Første etape er normalt en stopprøve med verbale, numeriske og abstrakte tests. Du skal også gennemgå nogle tests i, hvordan du vil reagere i forskellige arbejdssituationer. For specialiserede concours med færre deltagere kan stopprøven dog bortfalde og hele prøveforløbet gennemføres i en omgang. Læs mere på hjemmesiden for EPSO, institutionernes fælles Personaleudvælgelseskontor.
Består du stopprøven, bliver du indkaldt til et daglangt prøveforløb i et evalueringscenter. Her skal du:
• Udarbejde et casestudie om EU-temaer (i de store concours gennemføres case study decentralt i medlemslandene)
• Gennemgå en gruppeøvelse
• Foretage en mundtlig præsentation om EU-temaer
• Gennemgå et interview
Selv om prøverne retter sig mod dine kompetencer i bred forstand, er det en fordel i denne fase at have et solidt kendskab til EU’s institutioner, funktionsmåde og politikker.
Prøver for sprogfolk, specialister og assistenter vil i højere grad end prøver for generalister rette sig mod de specifikke faglige kompetencer der efterspørges.
Reserveliste
Består du dette prøveforløb, bliver du optaget på en såkaldt reserveliste, hvorfra institutionerne kan rekruttere efter behov.
Mere information om concours:
Hold løbende øje med hjemmesiden for EPSO (Personaleudvælgelseskontoret)
Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside
Kontakt konsulent Søren Halskov, EU-repræsentationen i Bruxelles (sorhal@um.dk).
Sidst opdateret : 12.10.2011