Kompetencestrategi
En kompetencestrategi er en strategi for arbejdspladsens samlede indsats for kompetenceudvikling. En kompetencestrategi skaber fokus på, at de rette kompetencer bliver udviklet.
En kompetencestrategi tager afsæt i behovene for kompetenceudvikling på arbejdspladsen. Den vil typisk indeholde:
- Institutionens overordnede strategiske mål
- Indsatsområder for kompetenceudvikling i den kommende periode, som understøtter de strategiske mål
- Metoder til, hvordan arbejdspladsen kan nå de strategiske mål
Der findes ikke én rigtig måde at lave en strategi for kompetenceudvikling på. Det afhænger bl.a. af de konkrete udfordringer og erfaringer arbejdspladsen har.
Hvorfor skal I lave en kompetencestrategi?
I kan bruge en kompetencestrategi til:
- at skabe klarhed over, i hvilken retning arbejdspladsen og medarbejderne skal udvikle sig
- som et middel til at prioritere de aktiviteter, der understøtter den valgte retning
Når I ved, hvilke kerneopgaver I har, og hvilke kompetencer de kræver, er det en fordel at skrive det ind i en kompetencestrategi. Strategien fokuserer på, at de nødvendige kompetencer udvikles. Herved bliver det lettere at løse arbejdspladsens opgaver effektivt og kompetent.
Skifter opgaverne, bør strategien tilpasses, så arbejdspladsens samlede kompetencer matcher de krav, opgaverne medfører.
Mere viden om kompetencestrategier
Læs mere på www.kompetenceudvikling.dk, hvor du bl.a. kan finde eksempler på kompetencestrategier. Se også SCKs inspirationshæfte 'Kompetencestrategi - hvordan?' om processen med at lave en kompetencestrategi og parternes vejledning 'Strategisk og systematisk kompetenceudvikling i statens institutioner 2002-2005'.
Sidst opdateret : 01.09.2011