Relevant studium er ikke en forudsætning for ansættelse som studentermedhjælp på overenskomst for studenterundervisere ved universiteter mv.
Finansministeriet og SUL/FADL var uenige om fortolkningen af Overenskomst for studenterundervisere ved universiteter mv. § 1, stk. 5.
Kendelse af 23. november 2011 i faglig voldgift.
Finansministeriet og SUL/FADL var uenige om fortolkningen af Overenskomst for studenterundervisere ved universiteter mv. § 1, stk. 5.
Denne lyder (på baggrund af overenskomstforhandlingerne i 2008):
”Ved studentermedhjælp forstås studerende, der er ansat til at varetage praktiske opgaver på studiesale, IT-rum, biblioteker mv., at holde opsyn med samlinger mv. eller at vedligeholde materiel, prøver mv. til brug i undervisning og forskning mv.”
I 2002 lød bestemmelsen:
”Ved tekniske assistenter forstås studerende ansat som vagter på studiesale ved de lægevidenskabelige fakulteter.”
Ved 2005 overenskomstforhandlingerne blev denne formulering og dermed dækningsområdet udvidet til:
”Ved tekniske assistenter forstås studerende, der er ansat til at varetage praktiske opgaver på studiesale, IT-rum, biblioteker mv., at holde opsyn med samlinger mv. eller at vedligeholde materiel, prøver mv. til brug i undervisning og forskning mv.”
På baggrund af en konkret sag var der mellem Finansministeriet og SUL/FADL opstået uenighed om fortolkningen af bestemmelsen fra 2002 og dermed konsekvenserne af udvidelsen af dækningsområdet i 2005.
Finansministeriet mente, at det i bestemmelsen fra 2002 var en forudsætning, at de tekniske assistenter var tilknyttet et for arbejdet relevant studium.
SUL/ FADL var ikke enig i denne forudsætning.
Finansministeriet var således af den holdning, at den nuværende bestemmelse fra 2008 ligeledes forudsætter relevant studietilknytning mens SUL/FADL var uenig i dette.
SUL/FADL fik i sagen medhold i, at overenskomsten finder anvendelse for arbejde, som studerende på de lægevidenskabelige/sundhedsvidenskabelige fakulteter udfører på studiesale, i it-rum og på biblioteker mv., uanset om de ansatte studerende anvender studiefaglig indsigt, som er opnået fra deres studium, i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaver, eller om der er sammenhæng mellem arbejdsopgaverne og de studerendes studiemæssige baggrund. Idet det formodes, at arbejdet skal være på et vist niveau, gøres den modifikation, at overenskomsten ikke omfatter en ansat, der udelukkende udfører manuelle funktioner såsom garderobepasning, rengøring, kaffebrygning eller fotokopiering.
Læs hele kendelsen