
27.01.2012
Rigspolitiet frifundet for brud på arbejdstidsaftalen i forbindelse med COP15
Tjenestemandsretten har den 25. januar 2012 i en sag anlagt af CO10 fastslået, at Rigspolitiet ikke begik brud på den arbejdstidsaftale, som man havde indgået med Politiforbundet i forbindelse med afviklingen af COP15, uanset at der i konferencens afsluttende fase forekom tilfælde, hvor aftalens krav om 8 timers hvileperiode pr. døgn ikke blev overholdt.
Retten lagde til grund, at indholdet af aftalen var, at der altid skulle planlægges med mindst 8 timers hviletid pr. døgn, men at det samtidig var forudsat, at det på trods heraf undtagelsesvis ville kunne forekomme, at der rent faktisk ikke blev ydet og ikke kunne ydes 8 timers hviletid.
Retten fandt endvidere, at de påviste overskridelser af hviletidsbestemmelserne var indtruffet på trods af en i øvrigt forsvarlig planlægning, idet der indtrådte et forløb, som ikke kunne anses for at have været påregneligt.
Finansministeriet på vegne af Rigspolitiet blev derfor frifundet.
Læs Tjenestemandsrettens dom af 25. januar 2012.