
25.10.2011
Partsprojekt: Avanceret projektledelse for ingeniører
IDA/DdL og Personalestyrelsen fokuserer på at styrke statslige ingeniørers kompetencer til at lede projekter i fremtiden. Der er derfor enighed om at bruge partsmidler til at støtte statsansatte ingeniørers efteruddannelse i avanceret projektledelse.
DTU Management udbyder uddannelsen og fokuserer med deres seneste uddannelse i avanceret projektledelse på de særlige udfordringer, der ligger i at lave projekter i netværk.
IDA/DdL og Personalestyrelsen er enige om at bruge partmidler til, at 10 deltagere kan opnå støtte med 50 % af uddannelsesudgiften. En plads på uddannelsen koster normalt 60.000 kr.
Uddannelsen starter den 2. november 2011. Alle kan søge om en plads og parterne vil den 27. oktober kl. 12 fordele støtten til indkomne ansøgninger.
Hvis du er interesseret i at deltage i uddannelsen, skal du henvende dig til DTU Management Søren Lybecker på telefon: 26 39 33 31 eller slyb@man.dtu.dk, som også modtager ansøgninger om optagelse.