Det tredje tema i ”6 om året” er d. 7. juni og sætter fokus på sygefravær. Der er mange gode grunde til at have et lavt sygefravær. Det koster selvfølgelig rigtig mange penge og tabt arbejdstid, men lavt sygefravær er også udtryk for god ledelse, sunde medarbejdere og trivsel.
Personalestyrelsen har sat fokus på sygefravær
Sygefravær koster årligt staten flere mia. kr. og flere tusinde årsværk i tabt arbejdsfortjeneste. Derfor har regeringen lanceret en målsætning om, at staten skal nedbringe sygefraværet med 20 pct. inden 2015. Personalestyrelsen følger op og har sat fokus på sygefravær med nye initiativer, metoder og værktøjer, der kan bruges i det lokale arbejde for at sænke fraværet og øge nærværet og trivslen. På temamøde vil vi kort præsentere vores nye initiativer og metoder.
Skab overblik og nærværende ledelse
Sygefravær er en privat sag, men det er fraværet ikke. Fravær er en fælles udfordring for den sygemeldte medarbejder, for kolleger og for ledelsen. Mange arbejdspladser har erfaringer med sygefravær og ved, at det kræver en systematisk, vedvarende og mangfoldig indsats af både forebyggende og opfølgende karakter.
Statistik, sygefraværssamtaler, mulighedserklæringer og handleplaner er vigtige ingredienser, men kan ikke stå alene. En konsekvent og nærværende ledelse er afgørende. På temamødet vil du kunne høre mere om, hvordan de har grebet dette arbejde an i DSB og Ankestyrelsen.
Med transparens og fokus på kerneopgaven
Et højt sygefravær er ofte også udtryk for mistrivsel, manglende loyalitet og engagement. Og her skal opfølgning på sygefravær suppleres med en helt en anden slags indsats for at ændre på en dårlig kultur. Henrik Kongsbak fra konsulentfirmaet ’Resonans’ vil på baggrund af bl.a. erfaringer fra Ringsted kommune fortælle om hvordan indsatsen mod sygefravær skal bygge på en bred vifte af både forebyggende og udviklende initiativer.
Temamødet sætter således fokus på både opfølgning og forebyggelse i indsatsen for at sænke sygefraværet. Hør om metoder og praksis og bliv inspireret til mulige veje til, hvordan din arbejdsplads kan sænke sygefraværet, få flere ressourcer og bedre opgaveløsning.
Program
08.45 Kaffe og crossiant
09.00 Fokus på sygefravær i staten
v. Mikkel Plannthin, kontorchef i Personalestyrelsen
09.20 Nærværende ledelse gør en forskel – om projektet ’Sænk Fraværet’
v. afdelingsleder Jakob Preisler, DSB
09.50 Overblik og klarhed – fra sygefravær til nærvær
v. fuldmægtig Trine Brøbecher, Ankestyrelsen
10.15 Kaffe
10.30 Med en transparent kultur og fokus på kerneopgaven kommer man
længst v. partner Henrik Kongsbak, ’Resonans’
11.30 Sandwich og netværk
Tilmelding
Læs mere her om hvordan du kan tilmelde dig '6 om året'.