Tilbage til forsiden
 

Dette er Newssiden

billede
06.05.2011
Rigspolitiet frifundet i to afskedigelsessager
Principiel tilkendegivelse om brug af statistik i forbindelse med påstået aldersdiskrimination.

Rigspolitiet var i begyndelsen af 2010 nødt til at afskedige 40 medarbejdere som led i pålagte besparelser. Udvælgelsen af, hvem der skulle afskediges, skete ud fra en samlet vurdering af, hvordan Rigspolitiet var i stand til at varetage sine fremtidige opgaver bedst muligt og mest ressourceeffektivt.

Sagen angik, om der var det fornødne saglige grundlag for, at Rigspolitiet valgte at afskedige seks af Serviceforbundets medlemmer. Forbundet påberåbte sig såvel loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet som de opsagte medlemmers lange anciennitet.

De 40 medarbejdere var aldersmæssigt jævnt fordelt. Særligt for de afskedigede medlemmer af Serviceforbundet var der en klar overvægt af ældre medarbejdere i forhold til de øvrige afskedigede. Dette gjorde sig også gældende, når man sammenlignede de afskedigede medlemmer med aldersfordelingen blandt alle forbundets dengang mere end 80 medlemmer ansat i Rigspolitiet.

Opmanden fastslog, at alder ikke indgik i kriterierne for udvælgelsen af, hvem der skulle afskediges. Bevisførelsen gav i øvrigt heller ikke grundlag for at antage, at alder har haft betydning for udvælgelsen.

Opmanden bemærkede særligt, at ”der ved anvendelsen af loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i første række må ses på det samlede antal medarbejdere, som Rigspolitiet måtte afskedige, og ikke alene på, hvorledes afskedigelserne aldersmæssigt måtte være fordelt inden for de enkelte forbunds områder.”

Opmanden bemærkede til slut, at ”det havde været ønskeligt, om Rigspolitiet ved fastlæggelsen af de i øvrigt saglige afskedigelseskriterier havde inddraget den almindelige overenskomstmæssige forpligtelse til at inddrage hensynet til lang anciennitet.

Dette ændrede dog ikke på, at opmanden i det hele frifandt Rigspolitiet.

Læs tilkendegivelsen her.

Rigspolitiet blev ligeledes frifundet i en anden sag vedrørende samme afskedigelsesrunde. Denne sag vedrørte en it-medarbejder. Der var tale om en meget konkret begrundet afgørelse.

Læs tilkendegivelse her.

Mine genveje
Nyhedsbrevsarkiv

Se de seneste nyhedsbreve fra Moderniseringsstyrelsen. Læs eller genlæs tidligere nyhedsbreve.

 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4  
1017 København K    
33 92 80 00   
modst@modst.dk