Dette er Newssiden

Forinden sagen blev afgjort af Højesteret, var sagen blevet indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet havde i sin afgørelse konkluderet, at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten og barselsorloven, hvorfor man lagde til grund, at kommunen havde handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Sagen blev herefter behandlet ved både byret og landsret, hvor kommunen i begge tilfælde fik medhold, i at afskedigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven. Ligebehandlingsnævnet ansøgte om og fik 3. instans bevilling til at sagen kunne blive forelagt for Højesteret.

Højesteret fastslog, at kommunen havde godtgjort, at kvindens stilling var blevet nedlagt som følge af ændrede samarbejdsstrukturer. Spørgsmålet var derefter, om kommunen havde godtgjort, at der ikke var nogen sammenhæng mellem barselsorloven og det forhold, at kvinden ikke var blevet tilbudt omplacering, men i stedet blev afskediget.

Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at
• det lykkedes kommunen at omplacere 19 andre medarbejdere,
• kommunen ikke havde orienteret den pågældende om nedlæggelsen af hendes stilling,
• kommunen ikke havde sikret sig tilstrækkelige oplysninger om kvindens kvalifikationer,
• kommunen ikke havde orienteret hende om ledige stillinger, og
• det ikke var bevist, at kvinden ikke kunne bestride nogen af de ledige stillinger.

På baggrund af ovennævnte forhold fandt Højesteret, at kommunen ikke havde ført det fornødne bevis efter ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, for, at afskedigelsen af kvinden var uden sammenhæng med hendes fravær som følge af graviditet og barsel. Kommunen blev derfor dømt for at have overtrådt ligebehandlingsloven.

Højesteret fastsatte godtgørelsen til 250.000 kr., svarende til ca. ni måneders løn.

Læs Ligebehandlingsnævnets afgørelse, Aalborg byrets dom, Vestre Landsrets dom samt Højesterets dom.