Vær tydelig og inddrag din modpart tidligt, når du skal forhandle løn. Det var et af hovedbudskaberne, som forhandlingsekspert Søren Viemose gav på en briefing i september.
Inddrag din modpart tidligt
”Informer og inddrag jeres modpart i perioden op til lønforhandlingerne.” Det var ét af de råd, som forhandlingsekspert Søren Viemose gav på en briefing om konstruktive lønforhandlinger, som Personalestyrelsen afholdt 6. september.
Det er Søren Viemoses erfaring, at en grundig forberedelse øger sandsynligheden for, at lønforhandlingerne bliver en succes. Han anbefaler, at både HR-funktionen og de enkelte ledere melder tidligt og åbent ud til tillidsrepræsentanter og medarbejdere om forventningerne til de kommende lønforhandlinger.
I den indledende fase kan I fx afstemme forventninger, drøfte tidsplaner mv.
Særlige udfordringer, når lønforhandlingerne foregår mellem HR og TR
Selve lønforhandlingerne foregår ofte mellem HR-afdelingen og tillidsrepræsentanten. Søren Viemose peger på, at det i disse tilfælde er afgørende, at ledere og medarbejdere også tænkes ind i processen.
Som forhandlingsekspert anbefaler han HR:
-
At lederne får en grundig tilbagemelding – og også gerne inddrages under selve forhandlingerne.
Det øger sandsynligheden for, at lederne forstår og bakker op om forhandlingsresultatet, som de ikke selv har været med til at forhandle.
-
At den enkelte leder giver en individuel tilbagemelding om resultatet af lønforhandlingerne til sine medarbejdere.
Det giver lederen mulighed for selv at begrunde og uddybe resultatet af lønforhandlingen. Det er mere motiverende at høre det direkte fra sin chef, end eksempelvis at få skriftlig besked fra HR-afdelingen.
Fakta om Søren Viemose
Søren Viemose er ekspert i forhandling og leder af Kaløvig Center for forhandling og konflikthåndtering.
Søren Viemose underviser bl.a. på Personalestyrelsens kurser om Forhandlingstræning for ledere.