
10.09.2010
Sådan skydes en karriere i EU i gang
Personalestyrelsen har netop holdt informationsmøde om nationale eksperter og karriere i EU. Der var stor interesse blandt de godt 100 fremmødte – både fra medarbejdere, som overvejer en international karriere, og HR-medarbejdere, der blev klogere på international karriere.
EU som arbejdsplads
Informationsmødet bød på en blanding af information om de praktiske forhold og personlige fortællinger fra nuværende eller tidligere nationale eksperter. Personalestyrelsen fortalte om regeringens målsætning om at styrke danske interesser i EU med udsendelse af medarbejdere. Den statslige arbejdsplads, der vælger at sende en medarbejder ud som national ekspert, kan få refunderet op til 50 pct. af lønnen.
Erfaringer med at arbejde i EU
En række tidligere og nuværende nationale eksperter fortalte om personlige og faglige udfordringer og gevinster ved at være af sted som national ekspert.
Se videointerview med Laila Østergren, som fortæller om sine erfaringer med at være national ekspert, og hvordan det har styrket hendes arbejde, nu hvor hun er tilbage i Erhvervs- og Byggestyrelsen. Hør bl.a., hvordan hun fik sin familie til at falde til i Bruxelles, og hvordan hun håndterede at arbejde på tysk, engelsk og fransk.
Se video med Laila Østergren om at arbejde i EU.
Få mere information
På mødet blev der besvaret en masse spørgsmål, som kan være til glæde for interesserede i internationale karriereveje og for HR-medarbejdere, som vil udbrede brugen af nationale eksperter i deres organisation.