Som optakt til offentliggørelsen af Lønkommissionens redegørelse i dag, 28. maj 2010, skrev finansminister Claus Hjort Frederiksen i går et indlæg i Politiken. Vi bringer her indlægget, som opridser 5 visioner, der skal være med til at fremtidssikre den offentlige sektor.
"Her er fem visioner for, hvordan den offentlige sektor kan fungere optimalt"
Af finansminister Claus Hjort Frederiksen
Den 28. maj bliver Lønkommissionens redegørelse offentliggjort. Kommissionen blev nedsat i kølvandet på de konfliktfyldte overenskomstforhandlinger i 2008 og vil kaste lys over, hvad der er fakta, og hvad der er myter om offentligt ansattes løn. Men jeg forventer også, at den vil give stof til eftertanke om, hvordan vi sikrer en effektiv offentlig sektor i fremtiden.
Danmark har i dag en offentlig sektor drevet af en stærk motor af dygtige medarbejdere og ledere. Brændstoffet er medarbejdernes engagement og stolthed. Men der er udfordringer, som truer fremdriften. Den økonomiske krise, den demografiske udvikling med flere ældre og færre unge samt stigende forventninger til offentlig service kan sammen med for mange regler og gammeldags overenskomster give (motor)problemer. Det er afgørende, at vi ikke løber tør for energi og jeg vil gerne opridse 5 visioner for, hvordan vi gør brændstoffet til en vedvarende energikilde.
For det første skal mindst 20 procent af lønnen i 2020 være fastlagt lokalt. I dag bliver under 10 pct. af de offentlige medarbejderes løn aftalt på deres lokale arbejdsplads. Det er ikke tidssvarende. Det er på den enkelte arbejdsplads, at man ved, hvor skoen trykker - og hvor der bliver gjort en ekstra indsats. Det er derfor også naturligt, at det er her, man aftaler en stor del af lønnen og ikke ved et centralt forhandlingsbord. Det vil også falde fint i tråd med udviklingen på det private arbejdsmarked. Det skal kunne mærkes i lønningsposen, hvis man gør en ekstra indsats.
For det andet skal vi give medarbejderne mulighed for at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det må ikke være fødselsattesten, der afgør, hvornår den enkelte skal forlade arbejdsmarkedet. For eksempel bliver ansatte i forsvaret tvunget på pension, når de fylder 60 år, og politibetjente, når de fylder 63 år.
For det tredje skal vi i 2020 være nået frem til en halvering af antallet af overenskomster og aftaler. I dag har vi knap 500 aftaler og overenskomster på det offentlige område. Det er for mange, og opleves ofte som en jungle at navigere rundt i for ledere, medarbejdere og tillidsrepræsentanter. Jeg tror, at man på den enkelte arbejdsplads er de bedste til at fastlægge rammerne for fx arbejdstiden. Det duer ikke, at de centrale overenskomstparter i København aftaler detaljerede regler, som ender med at blive en hæmsko for arbejdet på erhvervsskolen i Nordjylland.
For det fjerde skal vi i 2020 have en offentlig sektor, der kan reagere hurtigt og målrettet på nye udfordringer og forventninger. Med det nuværende aftalesystem er fulgt en lind strøm af unødvendige proces- og procedurekrav. Et eksempel er, at den enkelte medarbejder ikke må indgå aftale med sin chef om en højere arbejdstid – såkaldt plustid – uden, at der først er indgået iværksættelsesaftale med tillidsrepræsentanten. At man kan aftale deltid, men ikke plustid uden først at skulle iværksætte særlige procedurer stemmer hverken med arbejdspladsens eller medarbejderens behov for fleksible løsninger.
For det femte skal vi i 2020 være gået fra fokus på faggrupperegler til fokus på opgaver. Noget af det mest tilfredsstillende ved at gå på arbejde er, at man får udført opgaverne på en god måde og med et godt resultat. Forskellige personalegruppers arbejdstidsregler må ikke være en barriere for samling af et tværfagligt scanningsteam på hospitalet, når lægen har brug for at få taget et scanningsbillede kl. 15.30. Vi skal sætte opgaven og borgeren i centrum.
At sikre brændstoffet til den offentlige sektors motor fremover kræver, at vi begynder at handle nu og forfølger disse 5 visioner. Visionerne skal derfor hjælpes på vej af en kortlægning af barrierer og udfordringer, som ledere og medarbejdere oplever i deres hverdag. Det forventer jeg, at Lønkommissionens resultater vil yde et vigtigt bidrag til.
Kommissionens redegørelse vil også indeholde en række analyser på lønområdet. Fx om hvad ansatte i forskellige brancher tjener, og hvad mænd og kvinder tjener i forhold til hinanden. Redegørelsen handler dermed om klassisk overenskomststof.
Det er derfor afgørende for mig, at kommissionens redegørelse netop skal overgives til de offentlige overenskomstparter, så de kan bruge redegørelsen som fælles baggrundsmateriale ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Jeg er ikke i tvivl om, at nogle personaleorganisationer vil benytte Lønkommissionens redegørelse til at lave ’spin’ på enkeltresultater og forsøge at involvere os politikere i spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår for bestemte personalegrupper. Fair nok, men vi skal passe på, at vi ikke i iver efter at mele egen kage glemmer at værne om den danske model. Den har gennem de sidste 100 år via forhandlinger netop evnet at finde løsningerne.
Så min opfordring til overenskomstparterne er at bruge resultaterne fra Lønkommissionens redegørelse med sund omtanke i de kommende forhandlinger. Brug dem som bidrag til at sikre fremtidens gode brændstof i den offentlige sektors motor. En offentlig sektor, som medarbejderne også vil være stolte af at være en del af i 2020.
