EUPAN
Moderniseringsstyrelsen er en del af det europæiske netværk om offentlig administration - EUPAN.
Moderniseringsstyrelsen indgår i et uformelt europæisk samarbejde om offentlig administration i EU-medlemslandene - European Public Administration Network (EUPAN).
Arbejdsområder
EUPAN beskæftiger sig med en bred vifte af temaer inden for offentlig administration, herunder Human Resources Management, modernisering og kvalitet i den offentlige sektor samt digital forvaltning. Derudover fører EUPAN en uformel social dialog om aktuelle emner med TUNED, som er en sammenslutning af europæiske faglige organisationer, der repræsenterer statsansatte.
Formålet med EUPAN er at udveksle ideer og erfaringer samt at udvikle fælles aktiviteter og værktøjer, der kan bidrage til større effektivitet og bedre opgaveløsning i de offentlige sektorer i medlemslandene.
Organisering
Samarbejdet ledes overordnet af ministrene med ansvar for offentlig administration i medlemslandene. De ansvarlige generaldirektører, herunder Moderniseringsstyrelsens direktør, mødes under hvert formandskab for at udveksle erfaringer, drøfte udviklingen i de offentlige sektorer samt fastlægge nærmere retningslinier for arbejdet i netværkets forskellige arbejdsgrupper.
Generaldirektørkredsen er sammensat af repræsentanter for EU-medlemslandene, Kommission og EIPA (European Institute of Public Administration).
Dansk EU-formandskab 2012
Moderniseringsstyrelsen står under det danske EU-formandskab i spidsen for EUPANs aktiviteter. Rammen for formandskabsarbejdet er et 18-måneders
arbejdsprogram, som er udarbejdet sammen med polske og cypriotiske kolleger.
Under overskriften 'An Open, Adaptable and Performing Public Administration' sætter TRIO-formandskabet fokus på temaer som rekruttering og udvikling af topledere samt den økonomiske krises betydning på personaleområdet og for reformdagsordenen. Arbejdsprogrammet er trådt i kraft under polsk formandskab 1. juli 2011 og afsluttes med udgangen af cypriotisk formandskab 31.12.2012.
Under det danske EU-formandskab er Moderniseringsstyrelsen blandt andet vært for to store møder i EUPANs arbejdsgrupper, Human Resources Working Group og Innovative Public Services Group. Formandskabsaktiviteterne kulminerer med et generaldirektørmøde den 7. og 8. juni 2012, hvoraf den ene af dagene er afsat til et møde med repræsentanter for de europæiske faglige organisationer.
På EUPANs
hjemmeside kan man løbende følge med i EUPANs aktiviteter.
Sidst opdateret : 06.01.2012