Morgendagens ledere skal findes nu!
Vi kommer til at mangle velkvalificerede ledere, hvis vi lader stå til og ikke griber til handling. Det er både en udfordring og en chance.
Med denne pointe kickstartede direktør Lisbeth Lollike d. 10. marts et temamøde under overskriften ’Morgendagens talentfulde ledere’, hvor 75 HR-chefer var mødt op på Nationalmuseet for at få inspiration til at finde og udvikle morgendagens talentfulde ledere.
Og inspiration fik de – endda til topkarakter. Deltagerne evaluerede inspirationen til 4,7 på en skala fra 1 til 5.
Lisbeth Lollike fortsatte sit indlæg ved at understrege, at toplederne ikke bare skal kigge efter synlige kompetencer, når de fremover skal sætte lederholdet. De skal i endnu højere grad undersøge om lederkandidaterne har de personlige egenskaber, der gør, at de rummer kimen til at blive dygtige ledere. Om de har talent for ledelse.
Talent for ledelse - statens udviklingsforløb for ledertalenter
Dette talent skal udvikles. Derfor var fokus for dagens andet indlæg Personalestyrelsens nye udviklingsforløb for kommende ledere i staten kaldet ’Talent for ledelse’.
Forløbet, der er udviklet i nært samarbejde med repræsentanter for brugerne, blev præsenteret af konsulenter fra Summit Consulting, som står for gennemførsel af Talent for ledelse. Download Summits præsentation.
Præsentationen viste, at forløbet er nytænkende og udviklet til at kunne skabe værdi for både deltageren og organisationen. Med en pris på 36.500 kr. er det derfor absolut konkurrencedygtigt på såvel indhold som pris. Første hold starter d. 20. april og der er tilmeldingsfrist d. 31. marts. Læs mere på www.perst.dk/ledelsestalent.
Ledelsespipeline
Studielektor Thorkil Molly-Søholm rundede mødet af med et levende indlæg, hvori han mindede om, at udfordringen med at finde og udvikle morgendagens ledere ikke alene handler om linjeledere, men om talentudvikling op gennem hele ledelseshierakiet.
Som en del af svaret på denne udfordring introducerede han til ledelsespipeline-tænkning og løftede sløret for de foreløbige resultater i et forskningsprojekt, som vil identificere de særlige opmærksomhedspunkter i omstillingen når en leder rykker opad i ledelseshirakiet i den offentlige sektor. Download Torkil Molly-Søholms præsentation.
Et spirende farvel
Til slut fik alle deltagere en spirende forårsblomst samt en opfordring om at give den til deres topledere som inspiration til at opdage og udvikle lederspirerne i de enkelte organisationer.
Temamødet var det første i møderækken ”6 om året”, læs mere om møderækken.
Sidst opdateret : 25.03.2010