Tilbage til forsiden
 
Gitte Mandrup

At være strategisk HR-partner kræver handling

HR skal skabe værdi – også på bundlinjen. Og det stiller store krav til HR om at levere de relevante løsninger og løbende holde sig opdateret om udfordringer og problemstillinger hos ledere i organisationen.

De moderne lysekroner i Nationalmuseets smukke festsal lyste godt op over de mange, der onsdag den 21. april var mødt op til det andet møde i Moderniseringsstyrelsens møderække ”6 om året”.

Møderækken sætter fokus på de aktuelle tendenser inden for HR i staten – denne gang med temaet  HR som strategisk partner. Målet var at inspirere og udfordre deltagerne til at blive mere brugerorienteret i deres virke inden for HR.

Strategisk HR-partner – en udfordring
På mødet indledte Mikkel Plannthin, kontorchef i Personalestyrelsen, med at sætte rammen for strategiske HR-partnerskaber som en ny måde at organisere og bedrive HR på i det offentlige. Strategisk HR er, og har længe været, et centralt og højtprofileret tema, men når det gælder praksis, er vi stadig langt fra målet.

Flere undersøgelser peger på at, mens størstedelen af alle HR-chefer allerede i dag mener, at de deltager i organisationernes strategiske arbejde, er svaret noget mindre optimistisk, hvis man spørger den øvrige ledelse. En forskel i opfattelser, som bør give anledning til nytænke HR-indsatserne.

Væk fra sidelinjen – og ind i kampen
HR kan kun blive en reel strategisk partner, hvis den beviser sit værd og leverer konkrete, relevante løsninger for organisationen. Med denne pointe leverede den tidligere personaleudviklingschef på Det Kongelige Teater Gitte Mandrup på mødet sit indspark til deltagerne. Gitte Mandrup opfordrede HR-funktionerne til i højere grad at kaste sig ind i kampen:
 
”Vi har forstået, at vi skal være forretningsorienterede, nu mangler vi bare at omdanne det til praksis.”

Strategisk HR handler, ifølge Gitte Mandrup, om, at bevæge sig væk fra sidelinjen og ud i organisationen. Ud og orientere sig om, hvad de aktuelle problemstillinger, udfordringer og konkrete behov i den daglige drift er.

Fingeren på pulsen
Hvis HR-afdelingerne skal gøre sig nogle forhåbninger om at kunne arbejde som linje- og topledelsens strategiske partner, gælder det således om at have fingeren på pulsen. Gitte Mandrup foreslår tre konkrete råd til HR:

  • Søg indsigt – i aktuelle opgaver, økonomiske nøgletal og konkrete problemstillinger
  • Vis interesse – og spørg ind til hvad der rører sig i alle hjørner af organisationen
  • Vær synlig – og bevæg dig ofte rundt i organisationen


Succesfuld strategisk HR
Strategisk HR bliver først en succes, når HR er grundigt orienteret om hvad der sker ude i organisationen og derfor kan levere de gode, anvendelige løsninger, der er konkret behov for. Kun på denne måde opstår det stærke partnerskab, hvor oplevelsen af at supplere hinanden og arbejde mod fælles mål naturligt opstår og strategisk HR bliver en realitet.

Se et uddrag af Gitte Mandrups slides.

Næste møde i møderækken ”6 om året” finder sted 26. maj og har temaet ”Employer branding”. Du kan læse mere om temamødet her.

Find mere information om hele møderækken her.

Sidst opdateret : 14.11.2011
Mine genveje
Deltag på 6 om året - en møderække
Luft under vingerne - konference om talent- og karriereudvikling 20. maj 2010
 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4  
1017 København K    
33 92 80 00   
modst@modst.dk