Gruppeliv
Statens gruppelivsordning er en forsikring, der indeholder dækning ved dødsfald og kritisk sygdom.
Hvem er omfattet?
Statens gruppelivsordning er en kollektiv forsikring, der omfatter følgende grupper af ansatte, der er fyldt 18 år, samt timelønnede med mindst 15 timers gennemsnitlig ugentlig beskæftigelse:
- tjenestemænd i staten og folkekirken,
-
statens tjenestemænd i Grønland,
-
tjenestemandslignende ansatte i staten og statstilskudsberettigede institutioner med tjenestemandspensionsrettigheder, herunder tjenestemandslignende ansatte civilarbejdere i forsvaret samt visse håndværkere i DSB,
-
overenskomstansatte med adgang til pension efter civilarbejderloven,
-
ansatte omfattet af fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 - Centralorganisationen af 2010 (LC/CO10 - fællesoverenskomsten),
-
ansatte omfattet af fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO - fællesoverenskomsten), der ikke er omfattet af en pensionsordning (typisk ansatte, der på grund af karenskrav eller lav alder ikke har kunnet optages i en pensionsordning), eller som ikke er omfattet af en pensionsordning med gruppelivsforsikring,
- øvrige ansatte inden for CFU’s forhandlingsområde, der ikke er omfattet af en pensionsordning med gruppelivsforsikring, eller for hvem det konkret er aftalt, at begge ordninger gælder.
Hvad indeholder ordningen?
Gruppelivsordningen indeholder forsikringssum ved dødsfald og dækning ved kritisk sygdom:
- Forsikringssummen ved død udbetales til nærmeste pårørende, medmindre der er indsat en særlig begunstiget.
- Forsikringssummen til ægtefælle/samlever ved dødsfald udgør 370.000 kr., mens forsikringssummen til børn under 21 år udgør 30.000 kr.
- Forsikringssummen ved kritisk sygdom udgør 100.000 kr.
- Forsikringssummen til medarbejderens børn under 18 år, der pådrager sig en kritisk sygdom, udgør 50.000 kr.
Præmien udgør 108,35 kr. månedlig. Den indbetales af ansættelsesmyndigheden til Forenede Gruppeliv samtidig med lønudbetalingen for den pågældende måned.
Ophør af dækning
Gruppelivsdækningen og indbetaling til gruppeliv ophører ved udgangen af den måned, hvori medarbejderen fratræder sin stilling, eller senest ved udgangen af den måned, hvori pågældende fylder 70 år. Herudover ophører dækningen efter statens gruppelivsordning fra samme tidspunkt, som medarbejderen f.eks. på grund af udstået karenstid omfattes af en pensionsordning med gruppelivsordning.
Gruppelivsdækningen og indbetaling til gruppeliv ophører ved overgang til rådighedsløn/ventepenge medmindre den pågældende har valgt at fortsætte som medlem af gruppelivsordningen.
Under fravær på grund af tjenestefrihed uden løn gælder dækningen efter gruppelivsordningen uden præmieindbetaling de første 6 måneder af en orlovsperiode. Endvidere gælder dækningen uden præmieindbetaling ved fravær på grund af tjenestefrihed til militærtjeneste. I begge tilfælde dog kun, hvis pågældende ikke i perioden omfattes af anden gruppelivsordning etableret af Finansministeriet eller regioner/kommuner.
Dækningen gælder også under barsels- og adoptionsorlov uden løn, fravær i henhold til § 42 i serviceloven samt under børnepasningsorlov.
Læs mere om statens gruppelivsordning i PAV.
Læs mere om statens gruppelivsordning på Forenede Gruppelivs hjemmeside under "Forsikringsoversigter", aftale 85034.

Sidst opdateret : 18.02.2012