Tilbage til forsiden
 
uansøgtafsked tjenestemand

Uansøgt afsked af tjenestemænd

Her kan du læse, hvilke regler der gælder, når I vil afskedige en tjenestemand uansøgt.

Uansøgt afsked omtales i PAV afsnit 31.2.5. Proceduren ved uansøgt afsked fremgår af PAV bilag 31.5.1,  som indeholder en 'Tjekliste i forbindelse med afskedigelse af statstjenestemænd'.

Forvaltningsretlige regler og ansættelsesretlige regler

Inden I træffer afgørelse om at afskedige tjenestemanden, skal I give den pågældende mulighed for at kontrollere og kommentere jeres beslutningsgrundlag. Det gør I ved at høre såvel tjenestemanden som centralorganisationen. Reglerne om høring findes i tjenestemandsloven § 31, stk. 1, og reglerne om partshøring i forvaltningsloven §§ 19 og 20, se PAV afsnit 9.1.7. og afsnit 31.2.5.1. I kan desuden læse Håndbog om afskedigelse, afsnit 1.2.1., 1.4.3 og 3.8.

Ved nogle afskedsårsager gælder der desuden en 'ulovbestemt grundsætning' om partshøring, der går videre end tjenestemandsloven og forvaltningsloven. Se PAV afsnit 9.1.8. samt afsnit 31.2.5.4. og 31.3.2.1.

Det er jeres ansvar, at sagen er korrekt og tilstrækkeligt oplyst, før I træffer afgørelse om afsked.

Inden I afskediger, skal I indhente en udtalelse fra Moderniseringsstyrelsen om tjenestemandens krav på pension. Det gælder dog ikke ved afsked på grund af alder. Reglen findes i tjenestemandsloven § 31, stk. 2. Se desuden PAV afsnit 31.2.5.1.

Tjeklisten

I tjeklisten kan I se de regler, der gælder, og de procedurer, I skal følge, når I skal afskedige en tjenestemand. Også de særlige regler og procedurer, der gælder, når tjenestemanden er udnævnt af dronningen.

Tjeklisten indeholder følgende punkter:

  • Regler, Afsnit I
  • Afskedskompetence, Afsnit II
  • Afskedsårsager, Afsnit III  
  • Afskedsvarsler, Afsnit IV
  • Procedureregler, Afsnit V
  • Ekspedition af sager om afskedigelse af tjenestemænd, Afsnit VI
  • Kongelig forestilling, Afsnit VII 

Afskedsårsager

En tjenestemand kan afskediges, hvis I har en saglig afskedsårsag.

Læs mere om afskedsårsager i PAV afsnit 31.2.5. og Håndbog om afskedigelse, afsnit 2.7.1. og om pension i afsnit 34.2.2.4 og 34.2.2.5.

Det er afskedsårsagen og tjenestemandens ansættelsestid og pensionsalder, der er afgørende for, om en tjenestemand skal have pension. Se PAV afsnit 34.2.2.1.

Afskedigelse på grund af svagelighed forudsætter, at sagen har været forelagt Helbredsnævnet. Se PAV afsnit 31.2.5.3.,  afsnit 31.2.4.2. og afskedscirkulæret samt det skema, I skal bruge, når I forelægger sagen for Helbredsnævnet. Skemaet er vedlagt som skabelon.

Hvis tjenestemanden afskediges på grund af stillingsnedlæggelse, kan der blive tale om, at tjenestemanden har ret til rådighedsløn. Læs mere i PAV afsnit 32.2.5

Se eksempler på procedure og kriterier ved afskedigelse på grund af jeres forhold i PAV bilag 31.5.3. samt Personaletilpasninger i staten - genemgang af gældende regler, afsnit 5. Ved afskedigelse på grund af jeres forhold skal I være opmærksomme på jeres pligt til at informere samarbejdsudvalget til brug for udvalgets drøftelser. I skal også være opmærksomme på lov om varsling af afskedigelser af større omfang, se PAV, afsnit 31.3.2.6.

Beskyttede grupper

I skal være opmærksomme på de særlige regler for tillidsrepræsentanter og andre grupper med samme beskyttelse som tillidsrepræsentanter. Se PAV kapitel 6. 

Begrænsninger i retten til at afskedige

Den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning forbyder, at I forskelsbehandler på grund af fx køn, etnisk oprindelse og lignende.

Ved siden af denne grundsætning gælder der en række særlove, der kan have betydning i forbindelse med afskedigelser.

Det drejer sig om:

  • Ligebehandlingsloven
  • Ligelønsloven
  • Børnepasningsorlovsloven
  • Værnepligtsorlovsloven
  • Forskelsbehandlingsloven
  • Foreningsfrihedsloven
  • Deltidsloven/Aftalen om implementering af deltidsdirektivet
  • Kommunestyrelseloven 

I kan læse mere om de lovbestemte beskyttelsesregler i PAV afsnit 31.3.3.

Skriftlighed

Afskedigelse skal meddeles skriftligt.

Hvad skal I i øvrigt gøre?

I skal gøre den ansattes rettigheder op med hensyn til

I skal endvidere

  • undersøge om der er pligt til at betale dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag (G-dage). Se PAV afsnit 31.4.
  • udbetale eventuelle ydelser, som medarbejderen har til gode
  • stoppe medarbejderens løn, pensionsdækningsbidrag og eventuelle bidrag til supplerende pensionsordning i lønsystemet 
  • opsige eventuel telefon, avis, bredbåndsforbindelse mv. 
  • sørge for, at medarbejderen leverer eventuelle udlånte genstande retur.

Endeligt bør I orientere den (supplerende) pensionsordning, der er indbetalt pensionsbidrag til, om, at medarbejderen fratræder.

Sidst opdateret : 21.12.2011
Mine genveje
Spørgsmål og Svar
Skal man partshøre i forbindelse med afskedigelse af en prøveansat?
Svar:
Ja, det at afskedige en prøveansat er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Reglerne i forvaltningsloven om bl.a. partshøring skal derfor følges.
Vi vil bortvise en tjenestemand. Hvordan gør vi det?
Svar:
En tjenestemand kan ikke bortvises. Hvis en tjenestemand har begået en handling, der for en anden ansat kunne have begrundet en bortvisning, skal I følge reglerne i tjenestemandslovens kapitel 4 om suspension, disciplinærforfølgning og injuriesøgsmål. Det første skridt kan være suspension, jf. tjenestemandslovens § 19, stk. 1, eller fritagelse for tjeneste. Hvis der som disciplinær straf bliver tale om afskedigelse, og hvis tjenestemanden som følge af det disciplinære forhold er uskikket til at forblive i stillingen, kan afskedigelsen ske med forkortet varsel, jf. tjenestemandslovens § 28, stk. 1, 2. pkt. Læs mere om disciplinærforfølgning af tjenestemænd for individuelle tjenesteforseelser i PAV, afsnit 29.2, og om uansøgt afskedigelse af tjenestemænd på grund af tjenesteforseelse i PAV, afsnit 31.2.
Kan man foretage personalereduktioner på grundlag af forslag til finanslov?
Svar:
Grundlaget for iværksættelse af personalereduktioner kan fx være en budgetreduktion på finansloven, herunder forventede bevillingsnedskæringer som følge af et forslag til finanslov, inkl. de økonomiske virkninger på BO-år. Der henvises i øvrigt til PAV kapitel 31.
Håndbog om afskedigelse
 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4  
1017 København K    
33 92 80 00   
modst@modst.dk