Ved ansøgt afsked er det tjenestemanden, der selv siger sin stilling op. Her kan du læse om, hvad I skal gøre, når en tjenestemand siger sin stilling op.
Ansøgt afsked omtales i PAV afsnit 31.2.4. Proceduren ved ansøgt afsked fremgår af PAV bilag 31.4.2., 'Tjekliste i forbindelse med afskedigelse af statstjenestemænd'.
Ønsker at fratræde
En tjenestemand, der er varigt ansat eller ansat på prøve, og som ønsker at fratræde sin stilling, må sige sin stilling op - "ansøgt afsked". Det samme må en åremålsansat tjenestemand, der vil fratræde, før åremålet udløber.
Ophør uden ansøgning
En tjenestemand skal derimod ikke sige op, hvis den pågældende ansættes i en anden tjenestemandsstilling omfattet af tjenestemandsloven. En tjenestemand skal heller ikke sige op, hvis den pågældende er ansat på åremål, og åremålsperioden udløber. Se PAV afsnit 31.2.3.
Hverken I eller tjenestemanden skal overholde nogen formalitetskrav i disse situationer.
Tjeklisten
I tjeklisten kan I se de regler, der gælder, og de procedurer, I skal følge, når I skal afskedige en tjenestemand. Også de særlige regler og procedurer, der gælder, når tjenestemanden er udnævnt af dronningen.
Tjeklisten indeholder føgende punkter:
- Regler, Afsnit I
- Afskedskompetence, Afsnit II
- Afskedsårsager, Afsnit III
- Afskedsvarsler, Afsnit IV
- Procedureregler, Afsnit V
- Ekspedition af sager om afskedigelse af tjenestemænd, Afsnit VI
- Kongelig forestilling, Afsnit VII
Udover de forhold, der er fremhævet i tjeklisten, skal I være opmærksomme på følgende:
Afskedsårsager
Det er afskedsårsagen og tjenestemandens ansættelsestid og pensionsalder, der er afgørende for, om en tjenestemand skal have pension. Det er derimod uden betydning, om tjenestemanden selv søger sin afsked eller bliver afskediget uden ansøgning. Se PAV afsnit 34.2.2.1.
Læs mere om afskedsårsager i PAV afsnit 31.2.4. og om pension i afsnit 34.2.2.4. og 34.2.2.5.
Afskedigelse på grund af svagelighed forudsætter, at sagen har været forelagt Helbredsnævnet. Se PAV afsnit 31.2.4.2., afsnit 31.2.5.3. og afskedscirkulæret samt det skema, I skal bruge, når I forelægger sagen for Helbredsnævnet. Skemaet er vedlagt som skabelon.
Skriftlighed
Der er ikke krav om, at tjenestemanden søger sin afsked/siger sin stilling op skriftligt. Hvis tjenestemanden ikke afleverer en skriftlig ansøgning om afsked, skal I sikre jer et bevis for ansøgningen. I kan bede den pågældende om at bekræfte opsigelsen pr. mail, eller I kan bekræfte, at I har modtaget den.
Hvad skal I i øvrigt gøre
I skal gøre den ansattes rettigheder op med hensyn til:
- tilgodehavende afspadsering
- ferie. Se PAV afsnit 23.6.
- særlige feriedage. Se PAV afsnit 23.7.6.
- omsorgsdage
- udbetale eventuelle ydelser, som medarbejderen har til gode.
I skal stoppe tjenestemandens løn i lønsystemet. Hvis tjenestemanden ud over at optjene tjenestemandspension også har fået indbetalt pensionsbidrag til en (supplerende) pensionsordning, skal denne indbetaling også standses. I skal opsige eventuel telefon, avis, bredbåndsforbindelse mv. I skal desuden sørge for, at medarbejderen leverer eventuelle udlånte genstande retur.
I bør orientere den (supplerende) pensionsordning, der er indbetalt pensionsbidrag til, om at medarbejderen fratræder.