Tilbage til forsiden
 
Billede af målebånd

Resultatløn

Her kan du læse om resultatløn til både medarbejdere og ledere og blive introduceret til 'Godt i gang med resultatløn' - et værktøj til arbejdspladser, som skal i gang med at anvende resultatløn.

Hvad er resultatløn?

Resultatlønsordninger kan være forskellige fra arbejdsplads til arbejdsplads. Men fælles for resultatlønsaftaler er, at kriterierne for resultatløn er kendt på forhånd. 

Resultatløn ydes i form af engangsvederlag på baggrund af en række på forhånd definerede resultatmål og udløses, når betingelserne i resultatlønsaftalen er opfyldt. Det kan aftales at gøre resultatlønstillæg pensionsgivende. Læs mere om resultatløn i PAV.

Hvorfor kan resultatløn være en god ide?

Engangsvederlag anvendes i praksis overvejende bagudrettet som individuel honorering af årets indsats. Resultatløn er en mere fremadrettet belønning på grundlag af mål for, hvad der skal komme ud af indsatsen. Lønnen anvendes på denne måde mere strategisk og bidrager til at tænke og arbejde fremadrettet på arbejdspladsen.

Som løn- og ledelsespolitisk værktøj understøtter resultatløn den løbende dialog om mål, ønskede resultater og prioritering af opgaver. Arbejdet med resultatløn indebærer en proces, hvor medarbejdere og ledere diskuterer og definerer resultatmål og fastlægger kriterier for opnåelsen af disse mål.

Det bidrager til:

  • at skabe en fælles forståelse af, hvad I skal og hvorfor
  • at der bliver sat fokus på arbejdsgange og opgaveløsning. Ledelsen og medarbejderne bliver mere skarpe på, om arbejdspladsens ressourcer anvendes på en hensigtsmæssig måde
  • en tættere sammenhæng mellem medarbejderens indsats og honorering
  • at understøtte fokus på overordnede mål og dermed medvirke til at udvikle og drive arbejdspladsen fremad

Regelgrundlag

Aftaler om resultatløn indgås mellem ledelse og tillidsrepræsentant inden for rammerne af bestemmelserne i fællesoverenskomsterne.

Resultatløn til chefer og konsulenter fastsættes af ledelsen efter forhandling med den enkelte chef eller konsulent. Det samme gælder for medarbejdere med mulighed for individuel lønforhandling.  

Der er ikke afsat puljer eller fastsat formelle begrænsninger for at anvende resultatløn. Læs mere i PAV kapitel 10 og PAV kapitel 11

Hvordan kommer I igang med resultatløn?

Læs mere om en god proces for indførelse af resultatløn til medarbejdere og bliv introduceret til værktøjet Godt i gang med resultatløn - et værktøj til arbejdspladser, som skal igang med resultatløn. Her kan du også finde en skabelon og vejledning til resultatlønskontrakt.

Læs mere om, hvordan I kan bruge resultatløn til ledere. Her kan du også finde en kontraktvejledning, og et eksempel på hvordan man kan opstille mål i en resultatlønskontrakt.

Udbredelsen af resultatløn i staten

Statens arbejdsgivere anvender i vidt omfang engangsvederlag til medarbejdere og chefer, men i medarbejdernes tilfælde kun i begrænset omfang som resultatlønstillæg. Moderniseringsstyrelsen foretog i slutningen af 2009 en kortlægning af resultatløn i staten. Læs kortlægningens resultater. Allerede i slutningen af 2006 havde Moderniseringsstyrelsen foretaget en lignende kortlægning første gang. Læs kortlægningens resultater.

Resultatlønskontrakter vil ofte indgå i et kontrakthierarki, hvor institutionens resultatkontrakt har indflydelse på direktørkontrakten. Direktørkontraktens mål afspejles tilsvarende typisk i resultatlønskontrakter til chefer. Læs mere om direktørkontrakter og aflønning af chefer og direktører.  

Sidst opdateret : 21.11.2011
Mine genveje
Spørgsmål og Svar
Hvad er resultatløn?
Svar:

Resultatløn er et engangsvederlag, der bliver tildelt på baggrund af en række på forhånd definerede resultatmål. Resultatlønnen bliver udløst, i det omfang betingelserne i resultatlønsaftalen er opfyldt. Hvor engangsvederlag i praksis overvejende anvendes bagudrettet som honorering af en særlig indsats, er resultatløn en mere fremadrettet belønning på grundlag af mål for, hvad der skal komme ud af indsatsten.

Læs mere om resultatløn her.

Til hvilke medarbejdergrupper kan vi bruge resultatløn?
Svar:

I kan bruge resultatløn til alle - direktører, chefer og medarbejdere. Resultatløn kan aftales for grupper af medarbejdere eller for enkeltpersoner - samt for få eller mange af institutionens opgaver. Resultatløn kan anvendes til medarbejdere på både nye og gamle lønsystemer.

Du kan få inspiration og vejledning til at arbejde med resultatløn til både medarbejdere og ledere på www.perst.dk/resultatlon.

Hvad bør en resultatlønskontrakt indeholde?
Svar:

Der er ikke faste regler for, hvad en resultatlønskontrakt skal indeholde, men der er en række forhold, I bør beskrive i kontrakten.

Du kan finde vejledning og skabelon til hvad en resultatlønskontrakt for medarbejdere bør indeholde i værktøjet "Godt i gang med resultatløn".

Du kan finde vejledning og skabelon til hvad en resultatlønskontrakt for ledere bør indeholde i værktøjet "Resultatløn for (mellem)ledere og chefer".

Hvilke regler er der for brugen af resultatløn?
Svar:

Aftaler om resultatløn for medarbejdere på din arbejdsplads, skal typisk indgås mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten inden for rammerne af bestemmelserne i fællesoverenskomsten.

Resultatløn for chefer og konsulenter fastsættes af ledelsen efter forhandling med den enkelte.

Der er ikke afsat puljer eller fastsat formelle begrænsninger for at anvende resultatløn.

Læs mere om resultatløn her.

godt i gang med resultatløn
resultatløn til ledere
Bestil pjecen 'Godt i gang med resultatløn'
.
Fuldmægtig
Center for HR og Ledelse
Email:tkh@modst.dk 
Telefon: 33956964
 
Moderniseringsstyrelsen    
Frederiksholms Kanal 6    
1220 København K    
T 33 92 40 49   
E modst@modst.dk