Tilbage til forsiden
 
Billede af lønforhandling

Lønforhandling

Lønforhandlingerne bør ske i en konstruktiv og gennemskuelig proces. Både i forhold til arbejdspladsen som helhed og i forhold til den enkelte medarbejder

Hvad er til forhandling?

De nye lønsystemer er etableret som et aftalesystem. Udmøntningen af tillæg forudsætter en aftale mellem de lokale parter. Det er alene den konkrete udmøntning af tillæg, der er aftalebelagt. Der er derimod ikke krav om, at parterne skal indgå aftale om en samlet pulje til lokal løndannelse.

Lønforhandlingen kan bl.a. omfatte:

  • kvalifikationstillæg
  • funktionstillæg
  • engangsvederlag
  • resultatløn

I forskellige, konkrete overenskomster kan der være andre eksempler på, hvad der kan indgå i lønforhandlingen. 

Overenskomsten for akademikere giver eksempelvis mulighed for at aftale en forhøjet lønanciennitet under ansættelsen ud fra en konkret vurdering af medarbejderens arbejdsmæssige erfaringer og kvalifikationer. For konsulenter kan indplacering inden for intervallet også indgå som forhandlingselement.

Læs mere om tillægsmuligheder i nye lønsystemer i PAV.

Hvem forhandler?

Forhandlingen foregår som udgangspunkt mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten. Hvis der ikke er en lokal tillidsrepræsentant, skal I indgå aftalen med den forhandlingsberettigede organisation.

Hvis lønnen skal have effekt, er det afgørende, at medarbejderne forstår, hvorfor de får et tillæg - og hvorfor ikke. Denne forståelse understøttes bedst ved, at medarbejderen og nærmeste chef inddrages i forhandlingsprocessen.

Enten ved at de begge høres, hvis tillidsrepræsentanten har forhandlingsretten og chefen efterfølgende begrunder. Eller ved at forhandlingen sker direkte mellem medarbejder og chef, hvor der er aftalt mulighed for individuel lønforhandling. Læs mere om delegering af lønforhandlingen.


Hvem kan selv forhandle løn?

For at styrke den lokale dialog om løn er der aftalt mulighed for individuel lønforhandling for chefer, konsulenter og en række andre medarbejdergrupper, bl.a. AC-området. Det betyder, at den enkelte medarbejder selv kan forhandle løn med sin chef.  

For at klæde lederne på til at forhandle løn eller have lønsamtaler direkte med deres medarbejdere, udbyder Personalestyrelsen forhandlingstræningskurser for ledere i staten. Læs mere om kurserne.

Derudover har Personalestyrelsen udviklet et E-læringskursus om lederens lønsamtaler. Kurset klæder ledere på til at håndtere lønsamtaler og lønforhandlinger med medarbejderne på en professionel og konstruktiv måde. Kurset ligger i Campus og alle, der har adgang til Campus kan tage kurset gratis. Læs mere om e-læringskurset

Hvornår må I tale om løn?

Den enkelte medarbejder og nærmeste leder kan drøfte lønspørgsmål, når de ønsker det.

Det kan være i form af en decideret lønforhandling, hvis medarbejderen er omfattet af muligheden for individuel lønforhandling. Eller det kan være en lønsamtale, hvor man ikke forhandler, men drøfter forventninger til resultatet af lønforhandlingerne mellem ledelsen og tillidsrepræsentanten.

Forhold der drejer sig om løn kan eksempelvis inddrages i medarbejderudviklingssamtalen, så medarbejder og nærmeste chef får drøftet baggrunden for den aktuelle løn og muligheden for eventuelle ændringer.  

I har ansvaret for lønstyring

Med de nye lønsystemer er ansvaret for den lokale løndannelse lagt ud til den enkelte institution. Princippet er, at den øgede lokale frihed følges op af et lokalt styringsansvar. Se også under lønstyring.

Forløbet for lønforhandlinger

Begge parter kan foreslå lønændringer. Hvis en af parterne ønsker det, skal forhandlinger finde sted mindst en gang om året. Lønændringer kan aftales løbende.

Lønforhandlingen består af tre faser:
1. Forberedelse
2. Forhandling
3. Udmøntning og opfølgning

Sidst opdateret : 30.03.2012
Mine genveje
Spørgsmål og Svar
Er der regler for fordelingen mellem engangsvederlag og varige tillæg?
Svar:

Fordelingen af de forskellige tillæg er ikke normeret fra de centrale parters side. Det er op til den enkelte arbejdsgiver i staten at aftale den konkrete fordeling mellem de forskellige tillæg, for eksempel fordelingen mellem engangsvederlag og varige tillæg.

Hvad er formålet med en lønsamtale?
Svar:

Formålet med en lønsamtale er at skabe forventningsafstemning og forståelse for, hvorfor lønnen fordeles, som den gør. Dialog om løn er konkret feedback til medarbejderen, og dialogen er lederens mulighed for at anerkende medarbejderne for dét, de kan og gør. Lønsamtalen er også lederens mulighed for at forklare sine medarbejdere, hvilke mål der skal prioriteres, og hvilke kompetencer medarbejderen skal udvikle for at nå disse mål.

Hvornår er det bedst, at vi holder lønsamtaler?
Svar:

Lønsamtaler kan holdes på det tidspunkt, hvor det giver bedst mening. En lønsamtale kan fx. finde sted forud for den årlige lønforhandling, som en del af medarbejderudviklingssamtalen (MUS) eller som opfølgning på lønforhandlingerne med tillidsrepræsentanten.

individuel lønforhandling
Bestil 'Lederens guide til gode lønforhandlinger'
E-læring om lønforhandling
Fuldmægtig
Center for HR og Ledelse
Email:ntp@modst.dk 
Telefon: 3395 1127
 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4  
1017 København K    
33 92 80 00   
modst@modst.dk