Finansministeriets departement
Finansministeriets departement har lige siden det blev muligt haft en aftale om individuel lønforhandling for ACere – en ordning de har praktiseret og udviklet siden.
Fakta om forsøget med individuel lønforhandling
Aftalen omfatter ca. 130 årsværk og indeholder mulighed for at indgå individuel aftale om både engangsvederlag og midlertidige kvalifikationstillæg.
Forhandl løn, når det giver bedst mening
Personalechef Karen Marie Olsen om departementets forhandlinger:
”I forbindelse med indførsel af individuel lønforhandling øgede vi ikke mængden af penge, men øgede derimod fleksibiliteten mellem ”cigarkasserne”. I starten foregik forhandlingerne af de faste tillæg en gang om året på et fastlagt tidspunkt for alle medarbejdere, men det var alt for ufleksibelt.”
”Det har hele tiden været muligt for den enkelte chef at honorere medarbejdere med et engangsvederlag i direkte forbindelse med eksempelvis afslutningen af en stor opgave. I dag er det muligt hele året, og den enkelte medarbejder og chef kan selv tage initiativ til en lønforhandling, når det giver bedst mening.”
Tillidsrepræsentanten: stadig behov for sparring op til lønforhandling
Tillidsrepræsentanten er enig med personalechefen: ”Det virker naturligt og motiverende for medarbejderne, at de selv kan tage initiativ til at forhandle løn og ikke skal vente til et bestemt centralt fastsat tidspunkt.”
Tillidsrepræsentanten fortsætter: ”Individuel lønforhandling har bestemt ikke medført, at jeg er blevet arbejdsløs – mange medarbejdere har stadig behov for sparring op til deres lønforhandling.”
Stiller store krav til kontorcheferne
Personalechefen påpeger, at der også er udfordringer forbundet med at bruge individuel lønforhandling. Det stiller store krav til kontorcheferne, når de skal forhandle direkte med medarbejderen og bl.a. skal forklare prioriteringerne endnu tydeligere.
Utilfredshed forsvinder ikke, men rettes det rigtige sted hen
Institutionen skal gøre sig klart, at evt. konflikter og utilfredshed med tillæg ikke forsvinder med decentralisering af tillægsforhandlingerne, men rettes derhen, hvor den skal være – mod den enkelte chef igennem den direkte dialog.
Status – godt vi kom i gang
I dag er tillidsrepræsentanten og personalechefen enige om, at det var godt, de kom i gang, og ønsker sig ikke tilbage til de gamle dage med forhandlinger mellem tillidsrepræsentant og personalechef.
Sidst opdateret : 30.03.2012