Tilbage til forsiden
 

6. Dokumentation og refusion

6.1 Den ansattes dagpengeret og arbejdsgiverens refusion

Reglerne om dagpengeret og arbejdsgiverens refusion administreres af Beskæftigelsesministeriet og findes i

  • barselloven (bilag 2)
  • bekendtgørelse om ret til barseldagpenge (bilag 3).

Retten til løn efter barselsaftalen forudsætter som hovedregel, at arbejdsgiveren modtager fuld dagpengerefusion i henhold til barselloven svarende til det maksimale dagpengebeløb i forhold til den ansattes beskæftigelsesgrad.

Det gælder dog ikke ved

  • graviditetsundersøgelser, jf. pkt. 3.1.1.1
  • almindelig graviditetsorlov før 4 uger før forventet fødsel, jf. pkt. 3.1.1.3
  • en registreret partners ret til orlov i 2 uger efter fødslen, jf. pkt. 3.1.3.2
  • orlov, hvorunder en ansat modtager løn fra flere arbejdsgivere, jf. pkt. 6.1.1
  • længerevarende ophold i udlandet [4]
  • omsorgsdage, jf. kap. 5.

Den ansatte har i henhold til barselloven krav på barselsdagpenge, når beskæftigelseskravene mv. er opfyldt. Barselsdagpenge betales af opholdskommunen fra 1. fraværsdag, og der er derfor ikke – som ved sygdom – tale om nogen arbejdsgiverperiode.

Tilsvarende er der efter gældende praksis ingen arbejdsgiverperiode i de særlige tilfælde, hvor moderen bliver sygemeldt i forlængelse af barsels- eller forældreorloven eller kort tid efter, og hvor sygdommen har en klar forbindelse med graviditeten eller fødslen.

En arbejdsgiver, der yder løn under orloven, er i henhold til barselloven berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som den ansatte ellers ville have ret til fra kommunen vedrørende det pågældende ansættelsesforhold, dog højst et beløb svarende til den udbetalte løn for samme tidsrum.

6.1.1 Flere arbejdsgivere

Hvis en ansat under fraværet modtager løn fra flere arbejdsgivere, skal refusionen deles mellem disse i forhold til de dagpengebeløb, som de enkelte ansættelsesforhold berettiger til. Samlet kan de udbetalte dagpenge ikke overstige dagpengemaksimum, uanset om den ansatte sammenlagt har mere end fuldtidsbeskæftigelse. Den pågældende mister ikke retten til løn, selv om arbejdsgiveren i denne situation ikke modtager fuld dagpengerefusion.

Den ansatte må derimod ikke under orloven påbegynde ny beskæftigelse, der medfører, at arbejdsgiverens refusionsadgang nedsættes eller bortfalder.

Den ansatte må heller ikke på anden måde foranledige, at arbejdsgiverens ret til at modtage dagpengerefusion i henhold til barselloven nedsættes eller bortfalder.

Hvis en ansat med to eller flere ansættelsesforhold, der tilsammen overstiger fuldtidsbeskæftigelse, under orlov fra sin stilling i staten mv., genoptager arbejdet i et af de andre ansættelsesforhold, vil det kunne medføre, at dagpengerefusionen til den statslige arbejdsgiver reduceres til et beløb, der er mindre end denne arbejdsgivers normale forholdsmæssige andel af dagpengene. I sådanne situationer får det dog ingen indflydelse på den ansattes ret til løn under orloven.

6.1.2 Udstrakt orlov med nedsatte dagpenge

En ansat har efter barselloven ret til at udstrække 32-ugers-perioden med 8 eller 14 uger, men uden at få yderligere ret til dagpenge, da det samlede beløb højst kan svare til dagpenge for 32 uger. Kommunen foretager derfor med virkning fra det tidspunkt, hvor den ansatte anmoder om, at dagpengene skal udstrækkes, en nedsættelse af dagpengene i de resterende uger.

Hvis der sker en sådan nedsættelse af dagpengene i en orlovsperiode med ret til løn, bortfalder lønretten fra samme tidspunkt, da betingelsen om fuld dagpengerefusion ikke længere er opfyldt.

6.1.3 Dokumentation

En ansat skal efter anmodning fra arbejdsgiveren fremskaffe eller bekræfte oplysninger, der er nødvendige, for at arbejdsgiveren kan gøre sit refusionskrav gældende over for kommunen.

Tilsvarende skal en ansat give de oplysninger om den anden af forældrenes eventuelle afholdelse/forlængelse/udskydelse af orlov, som er nødvendige for vurderingen af, om betingelserne for ret til fravær og løn efter barselsaftalen er opfyldt.

Som bilag 11a, 11b og 11c er vedlagt udkast til erklæringer, som kan bruges i denne forbindelse.

6.2 Anmeldelse af refusionskrav

Arbejdsgiveren skal efter barselloven anmode opholdskommunen [5] om refusion senest 8 uger efter en orlovsperiodes udløb, jf. dog pkt. 6.2.1.

Hvis en ansat holder orloven i en sammenhængende periode – f.eks. graviditetsorlov på 4 uger, barselsorlov på 14 uger og forældreorlov på 32 uger i forlængelse af hinanden – er orlovsperiodens udløb den sidste dag, for hvilken kommunen betaler dagpenge. Tilsvarende gælder med hensyn til faderens 2 ugers fædreorlov, hvis han holder anden orlov i umiddelbar forlængelse heraf.

Når en ansat udskyder orlov, betragtes de udskudte perioder som separate orlovsperioder, dvs. at arbejdsgiveren skal anmelde et refusionskrav dels senest 8 uger efter den sidste dag i ”hovedorloven”, dels senest 8 uger efter, at en udskudt orlovsperiode er afsluttet.

Hvis der er mindre end en uge mellem orlovsperioder, betragtes de som én orlovsperiode.

Hvis forældrene holder orlov på skift én uge ad gangen, og der således er en uge mellem den pågældendes orlovsperioder, betragtes hver uge som en separat orlovsperiode. Anmeldelsesfristen på 8 uger løber derfor fra den enkelte orlovsuges afslutning.

Hvis arbejdsgiveren anmelder sit refusionskrav efter udløbet af 8-ugers-fristen, bortfalder retten til refusion for den pågældende periode. Kommunen kan ikke dispensere fra en overskridelse af fristen.

Den ansattes krav på løn berøres ikke af, at arbejdsgiveren har anmeldt sit refusionskrav for sent.

6.2.1 Særligt om graviditetsbetinget fravær før 4 uger før forventet fødsel

En ansat har efter barselsaftalen ret til graviditetsorlov med løn allerede 6 uger før forventet fødsel, men arbejdsgiveren er kun berettiget til dagpengerefusion 4 uger før forventet fødsel.

Hvis den ansatte på grund af sygeligt forløbende graviditet mv., jf. pkt. 7.3, har ret til barselsdagpenge fra et tidligere tidspunkt, indtræder adgangen til dagpengerefusion dog fra samme dato.

Hvis en ansat i sådanne situationer får udbetalt løn under fravær på grund af graviditeten i perioden før 4 uger før forventet fødsel, gælder de almindelige regler i lov om sygedagpenge om anmeldelse af refusionskrav. Det vil sige, at arbejdsgiveren senest 4 uger efter 1. fraværsdag skal anmelde fraværettil kommunen.

Når fraværet anmeldes til tiden – dvs. senest 4 uger efter 1. fraværsdag – kan arbejdsgiveren vente i op til 3 måneder med at søge refusion. Hvis arbejdsgiveren derimod først anmelder fraværet efter udløbet af fristen, ydes alene refusion fra det tidspunkt, hvor fraværet anmeldes.

6.2.2 Procedure ved anmeldelse af fravær og refusionskrav

Arbejdsgiveren kan anmelde fravær og anmode om dagpengerefusion på www.virk.dk eller på særlige blanketter, der udleveres af kommunen eller kan hentes på www.borger.dk [6].

De blanketter, der benyttes, er:

Blanket DP 401 ”Anmodning om dagpenge ved graviditet, barsel og adoption og eventuel anmodning om refusion”

Blanketten anvendes, når fraværet anmeldes og refusionsanmodning varsles.

Blankettens side 1 udfyldes af arbejdsgiveren og sendes til den ansatte, der skal udfylde og underskrive side 2 og herefter returnere blanketten til arbejdsgiveren.

Efterfølgende sendes DP 401 med følgebrev til kommunen med kopi til den ansatte.

Blanket DP 402 ”Anmodning om dagpengerefusion ved graviditet, barsel og adoption”

Blanketten anvendes, når der anmodes om refusion, og fraværet tidligere er anmeldt på DP 401.

Pkt. 1-4 udfyldes af arbejdsgiveren, og blanketten sendes til den ansatte, som skal udfylde og underskrive pkt. 5-6 og herefter returnere blanketten til arbejdsgiveren.

Blanketten fremsendes til kommunen med kopi til den ansatte.

Refusionskrav kan fremsendes løbende til kommunen, dog højst én gang pr. måned.

Blanket DP 400 A ”Anmodning om dagpenge ved graviditet, barsel og adoption”

Blanketten anvendes, når de lønnede perioder ophører, og der skal udbetales dagpenge fra kommunen direkte til den ansatte.

Pkt. 1-4 udfyldes af arbejdsgiveren, og blanketten sendes til den ansatte, som skal udfylde og underskrive pkt. 6-10 og derefter aflevere blanketten til kommunen. Barselsdagpenge udbetales bagud.

Yderligere information findes på www.kl.dk.

6.3 Barselsfonden

På finansloven er der afsat en bevilling, den såkaldte Barselsfond, hvor institutioner, der er omfattet af ordningen, kan få refunderet et beløb til dækning af en del af udgiften i forbindelse med en ansats lønnede orlov.

Reglerne om Barselsfonden findes i bekendtgørelse nr. 1358 af 19. december 2008 (bilag 6), der trådte i kraft den 1. januar 2009 og gælder for refusion for orlovsperioder, der er påbegyndt den 1. januar 2009 eller senere.

Der ydes refusion med faste takster pr. time. Taksterne fastsættes på de årlige finans-love og offentliggøres på www.oes.dk.

Det er ikke længere en betingelse, at der ansættes en vikar i den orlovshavendes stilling.

Barselsfonden administreres af Økonomistyrelsen. Der henvises til Økonomistyrelsens hjemmeside: www.oes.dk. Spørgsmål om Barselsfonden kan sendes pr. e-mail til fleksbarsel@oes.dk.

6.4 Indrapportering til Statens Lønsystem (SLS)

Økonomistyrelsen har udarbejdet en vejledning, som beskriver, hvordan et barselsforløb indrapporteres til SLS. Der henvises til Økonomistyrelsens hjemmeside www.oes.dk.


[4] Ved længerevarende tjeneste i udlandet, herunder Grønland, gælder barselloven ikke for den ansatte. Den ansatte har dog fortsat krav på løn efter barselsaftalen, i det omfang den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne, herunder beskæftigelseskravene, for at få fulde dagpenge, hvis vedkommende havde haft ophold her i landet, uanset at arbejdsgiveren således ikke kan få sædvanlig dagpengerefusion. Tilsvarende gælder for tjenestemænd på Færøerne samt for overenskomstansatte på Færøerne, der er omfattet af eller følger danske overenskomster. Der henvises til pkt. 8.6. og 8.7.

[5] Se pkt. 7.14 om ansatte, der har bopæl i udlandet.

[6] Elektronisk indberetning vil blive obligatorisk for arbejdsgiveren, jf. lov nr. 283 af 15. april 2009 om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven. Ikrafttrædelsestidspunktet vil blive fastsat af beskæftigelsesministeren.

Sidst opdateret : 06.01.2010
 
Moderniseringsstyrelsen    
Frederiksholms Kanal 6    
1220 København K    
T 33 92 40 49   
E modst@modst.dk