Tilbage til forsiden
 

Forord

Den 18. februar 2008 indgik Finansministeriet forlig om fornyelse af overenskomster og aftaler for perioden frem til 31. marts 2011 med Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).

Vi siger typisk, at der ikke er to overenskomstforhandlinger, der ligner hinanden. Denne gang har dog alligevel været ekstraordinær. Vi kan se tilbage på et langt og intenst forløb, der blev påvirket af flere uforudsete begivenheder bl.a. et folketingsvalg, en usædvanlig stor opmærksomhed særligt i pressen og høje forventninger til lønnen hos de offentligt ansatte.

Det er særligt lønnen, der har været i fokus. Men resultatet indeholder meget andet end løn. I indledningen på de næste sider har vi fremhævet de væsentligste nyskabelser i forliget, der giver helt nye muligheder for, at statens arbejdspladser kan tilpasse sig både medarbejdernes behov og fremtidens udfordringer med at skaffe arbejdskraft nok. Det er noget, jeg er stolt af, og jeg vil gerne opfordre til, at man på de enkelte arbejdspladser bruger de nye muligheder.

Centralorganisationerne har sendt forligene til afstemning. Resultatet forventes offentliggjort den 16. april 2008. Der skal derfor tages et forbehold for indholdet, indtil vi kender udfaldet af afstemningen.

Endelig skal jeg understrege, at de enkelte ministerier først skal følge de nye regler, når de enkelte cirkulærer, aftaler og overenskomster foreligger.

Direktør Lisbeth Lollikes underskrift

Lisbeth Lollike
Direktør

Det statslige forhandlingsområde

Det statslige forhandlingsområde omfatter 174.200 årsværk svarende til en samlet årlig lønsum på 71,1 mia. kr.

Godt 119.600 af årsværkene er overenskomstansatte, mens ca. 54.600 er tjenestemænd eller ansat på tjenestemandslignede vilkår.

Før OK08 var 70 pct. af medarbejderne i staten omfattet af de nye lønsystemer. Ved OK08 er det aftalt, at yderligere ca. 10 pct. af medarbejderne overgår til de nye lønsystemer bl.a. politiet, kriminalforsorgen og edb-medarbejdere (PROSA). Fremover vil således ca. 80 pct. af statens medarbejdere være omfattet af de nye lønsystemer.

De største grupper på gammelt lønsystem er ansatte i Folkekirken, hvor der ikke er aftalt overgang til nyt lønsystem samt medarbejdere på Undervisningsministeriets og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings områder, som selv har valgt at forblive på det gamle lønsystem.


Andel årsværk fordelt på sektorer i det statslige forhandlingsområde, 2. kvartal 2007

Diagram: Andel årsværk fordelt på sektorer i det statslige forhandlingsområde, 2. kvartal 2007

Kilde: Forhandlingsdatabasen og ISOLA.

Sidst opdateret : 17.11.2008
 
Moderniseringsstyrelsen    
Frederiksholms Kanal 6    
1220 København K    
T 33 92 40 49   
E modst@modst.dk