Tilbage til forsiden
 

10. Tillidsrepræsentanter

Personaleorganisationerne har ved overenskomstforhandlingerne lagt stor vægt på forbedringer af tillidsrepræsentanternes vilkår. Resultatet blev et længere opsigelsesvarsel for tillidsrepræsentanter ved afskedigelse, der ikke er begrundet i arbejdsmangel. Endvidere er parterne enige om, at der kan være særlig grund til at overveje det fremtidige antal tillidsrepræsentanter ved sammenlægning af institutioner, som fortsat er geografisk adskilt.

LÆNGERE OPSIGELSESVARSEL TIL TILLIDSREPRÆSENTANTEN

Opsigelsesvarslet for tillidsrepræsentanter er forlænget og er nu tillidsrepræsentantens sædvanlige opsigelsesvarsel plus 3 måneder.

Det gælder dog ikke, hvis afskedsgrunden er arbejdsmangel. Her er varslerne ikke ændret. Varslet, der gælder ved forflyttelse af en tillidsrepræsentant, er heller ikke ændret.

TILLIDSREPRÆSENTANT PÅ INSTITUTION MED FLERE ADRESSER

I lyset af de sammenlægninger af geografisk spredte institutioner, der er sket i de senere år, kan der være særlig grund til, at de ansatte og ledelsen overvejer tillidsrepræsentantens vilkår, hvis institutionen fortsat er placeret på forskellige adresser. Herunder kan man bl.a. overveje muligheden for valg af mere end én tillidsrepræsentant pr. medarbejdergruppe.

Det er endvidere aftalt, at der skal anvises tillidsrepræsentanter et lokale, hvor der er adgang til telefon og it-udstyr, til brug for udførelse af tillidsrepræsentantopgaver. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal det drøftes, om der kan findes en anden løsning.

Når en ansat ikke længere skal varetage hvervet som tillidsrepræsentant eller sikkerhedsrepræsentant, kan den pågældende have behov for efteruddannelse. Ledelsen og den ansatte skal drøfte dette spørgsmål efter hvervets ophør, hvis den ansatte ønsker det.

Det er i øvrigt præciseret, at den særlige tillidsrepræsentantbeskyttelse tidligst kan indtræde en måned før den pågældende tiltræder hvervet.

Sidst opdateret : 17.11.2008
 
Moderniseringsstyrelsen    
Frederiksholms Kanal 6    
1220 København K    
T 33 92 40 49   
E modst@modst.dk