Finansministeriet har med forliget ønsket at skabe de bedst mulige betingelser for, at statens arbejdspladser fortsat er effektive og attraktive. Mærkbare lønstigninger og en række nye tiltag, der understøtter betingelserne for en gensidig fleksibilitet, har været retningsgivende i arbejdet frem mod forliget.
GODE BETINGELSER FOR AT IMØDEKOMME FREMTIDENS UDFORDRINGER
I oktober 2007 udgav Finansministeriet temapjecen ”Fælles mål – lokale løsninger” som optakt til overenskomstforhandlingerne. Her blev de væsentligste temaer og udfordringer gennemgået, og på den baggrund blev en række mål præsenteret:
Statens arbejdspladser skal være effektive og attraktive og levere service af høj kvalitet. For fortsat at kunne leve op til denne ambition skal staten særligt forberede sig på to helt centrale udfordringer. For det første er forventningerne til den offentlige service stigende, og for det andet kan forventninger ikke indfries ved blot at ansætte flere. Derfor er det nødvendigt at tænke i nye muligheder, for at arbejdspladserne i staten hele tiden udvikler sig og kan tilpasses de nye behov, der løbende opstår.
MODERNE ARBEJDSPLADSER, DER BYGGER PÅ GENSIDIG FLEKSIBILITET
Hvordan understøtter resultatet så ambitionerne? Som finansministeren formulerede det efter indgåelsen af forliget, så er nøgleordet fleksibilitet.
Hvis statens arbejdspladser skal have et godt grundlag for at imødekomme de kommende års udfordringer, er det centralt, at de rammer, som de enkelte arbejdspladser og medarbejdere kan agere inden for, er præget af en gensidig fleksibilitet. Fleksibiliteten bidrager samtidig positivt til at skabe nogle attraktive arbejdspladser, der både kan rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere.
En af de væsentlige nyskabelser er ”plustid”, hvor medarbejdere, der har mod på at arbejde lidt mere, får mulighed for at aftale en fast ugentlig arbejdstid, der er højere end de normale 37 timer, mod en tilsvarende fast lønforhøjelse. En form for ’omvendt deltid’, som samtidig kan sikre arbejdspladsen mere arbejdskraft.
Omvendt kan der også være perioder, hvor der er behov for, at arbejde lidt mindre –
f.eks. når man har små børn. Balancen mellem arbejdsliv og familieliv har også været højt prioriteret. Med forliget har børnefamilierne fået forbedrede barselsvilkår og frihed med løn på barns 2. sygedag.
Fleksibiliteten skal gælde i alle arbejdslivets faser. Derfor var det også en betydelig målsætning at gøre det attraktivt for seniorerne at blive længere tid på arbejdsmarkedet. For at understøtte dette er der indført en ret til en kontant seniorbonus for de ansatte, der fortsætter ud over den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder.
Men det handler ikke bare om fastholdelse af statens medarbejdere, de skal også udvikles. Kompetenceudvikling er vigtig for både arbejdspladsen og medarbejderne uagtet i hvilken fase af livet, man befinder sig. Med forliget er der derfor foretaget nogle massive investeringer i statens medarbejdere og arbejdspladser. Bl.a. er kompetencemidlerne blevet fordoblet i forhold til den seneste overenskomstperiode.
Rekruttering og fastholdelse handler også om at tiltrække kompetente ledere. En af de andre vægtige nyskabelser er, at en række chefer fremover ansættes på kontrakt, hvor vilkårene er forhandlet direkte mellem den enkelte chef og arbejdspladsen. Aftalen minder på mange måder om de dynamiske principper, den private sektor anvender.
ARBEJDET FORTSÆTTER
Det er i sagens natur sådan, at begge parter undervejs i en forhandlingsproces må flytte sig og give hinanden indrømmelser for til sidst at kunne mødes i et forlig. Derfor er der naturligt også ønsker, som ikke bliver opfyldt. Eksempelvis lykkedes det ikke at nå til enighed om at løfte den pligtige afgangsalder for tjenestemænd i politiet, forsvaret og kriminalforsorgen eller at få skærpet fradragene i tjenestemandspensionen, når tilbagetrækning sker før folkepensionsalderen. Igen handler det om at tilskynde seniorerne til at blive længere tid på arbejdsmarkedet.
Et andet eksempel er på undervisningsområdet, hvor der er behov for at nytænke lærernes arbejdstidsregler for at sikre en større fleksibilitet, så den enkelte institution hurtigt kan tilpasse sig skiftende behov hos elever, studerende, virksomheder og i samfundet generelt.
Selvom det ikke lykkedes denne gang, er det stadig et krav, der står højt på Finansministeriets ønskeseddel, og som der fortsat vil blive arbejdet for at indfri.
Alt i alt er der med forliget skabt en række betydelige forbedringer og en forøget fleksibilitet i rammerne for den fortsatte udvikling af statens arbejdspladser, så de står godt rustet til at håndtere fremtidens udfordringer. I de følgende kapitler vil forskellige enkeltdele af resultatet blive præsenteret nærmere.
