Institutionen har flere muligheder for at få tilskud i forbindelse med en ansættelse i en integrations- og oplæringsstilling.
6.1 Tilskud til oplæring
Parterne har afsat 3,5 mio. kr., som er lagt i Udviklings- og Omstillingsfonden. Tilskuddet har til formål at understøtte de enkelte institutioners oplæringsaktiviteter i forbindelse med stillingerne.
Tilskuddet udmøntes med 2.125 kr. pr. måned pr. ansat svarende til et beløb på op til 25.000 kr. for et års ansættelse af en medarbejder i en integrations- og oplæringsstilling. Tilskuddet udbetales til den enkelte institution ved ansættelsesperiodens ophør.
Skulle der ske det, at en ansættelse afbrydes før tid, kan institutionen kun modtage et beløb svarende til det antal måneder, ansættelsen har varet.
SCKK står for administrationen af tilskudsordningen. Institutionen ansøger om tilskud ved at udfylde og indsende et ansøgningsskema. Skemaet kan downloades fra SCKK's hjemmeside, www.sckk.dk. Institutionen modtager herefter et brev med et foreløbigt tilsagn om tilskud svarende til det antal måneder, ansættelsen varer.
Ved ansættelsens ophør indsendes dokumentation for, at der er gennemført oplæringsaktiviteter svarende til 20% af ansættelsestiden.
Der er ikke fastsat specifikke indholdsmæssige krav til opfyldelsen af oplæringsforpligtigelsen. Betingelsen for at få tilskud er, at ledelsen og den ansatte skriver under på, at oplæringsaktiviteterne er gennemført i ansættelsesperioden. Tilskuddet kan derfor først udbetales, når oplæringsaktiviteterne er gennemført. Institutionen skal derfor sørge for at få en underskrift fra den pågældende medarbejder ved ansættelsens ophør.
Læs mere om tilskudsordningen på SCKK's hjemmeside.
6.2 Tilskud til mentorordning
En egentlig mentorordning er nærmere beskrevet i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, § 78.
Der findes forskellige tilskudsordninger til mentorarbejdet. Tilskudsordningen gælder, hvis man ansætter en ledig.
Arbejdspladsen kan få lønkompensation til frikøb af en medarbejder, der fungerer som mentor for den ansatte i en integrations- og oplæringsstilling. Der er også en mulighed for at få tilskud til konsulentbistand/undervisning.
I nogle kommuner er der mulighed for at mentoren kan komme på kursus og indgå i erfaringsudveksling med andre mentorer. Kontakt evt. kommunen for at høre nærmere om mulighederne for at opnå tilskud til en mentorordning.