Tilbage til forsiden
 

Bilag 2 Eksempler på stillingsopslag

Integrations- og oplæringsstilling i Plantedirektoratet

Har du lyst til en kontoruddannelse ? En integrations- og oplæringsstilling i Plantedirektoratet kan blive dit første skridt på vejen.

En integrations- og oplæringsstilling

Plantedirektoratet mener, at mangfoldighed ikke kun er et socialt ansvar, men en bevidst satsning på alsidige kompetencer.

Oprettelse af integrations- og oplæringsstillinger er et led i vores arbejde med mangfoldighed - vi har allerede ansat den første, og du kan blive den næste.

Formålet med sådanne stillinger er, at grupper med manglende sprogkundskaber og/eller manglende faglige kompetencer kan opnå beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Herved får du bedre muligheder for efterfølgende at få varigt fodfæste på arbejdsmarkedet og/eller inspiration til at søge uddannelse.

Den ledige stilling i Plantedirektoratet

Den ledige stilling er placeret i Plantedirektoratets Administrative Sekretariat.

Du vil få mulighed for, at prøve kræfter med forskellige administrative funktioner i vores økonomiske kontor, personalekontoret og serviceafdelingen

Vi forventer

Vi forventer, at du er:

  • Venlig og serviceorienteret
  • God til at samarbejde om opgaveløsningen
  • Hurtig og effektiv
  • Engageret
  • Ansvarsbevidst
  • Indstillet på selv at tage initiativ og lære nyt

Vi tilbyder

Et godt oplærings- og opkvalificeringsforløb, hvor vi i fællesskab laver en udviklingsplan

En attraktiv og dynamisk arbejdsplads, som er præget af Fødevareministeriets fælles værdigrundlag; åbenhed, faglighed, ansvarlighed og engagement.

Vil du vide mere?

Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte personalechef Camilla Falberg Reich på tlf.45 26 36 33 eller fuldmægtig Maya Regel Pundik på tlf. 45 26 36 31.

Du kan læse mere om Plantedirektoratet på vores hjemmeside www.pdir.dk.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen er tidsbegrænset til at vare 1 år.

Din månedsløn vil være kr. 13.408,80 svarende til 80 % af den overenskomstmæssige begyndelsesløn for en HK'er. Der indbetales overenskomstmæssig pension af lønnen.

Lønnen forudsætter beskæftigelse svarende til gennemsnitlig 80 pct. af 37 timer ugentligt. Herudover påtager Plantedirektoratet sig en forpligtelse til oplæring og opkvalificering i gennemsnitligt 20 pct. af 37 timer.

Du vil ikke kunne pålægges over-/merarbejde.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af din evt. uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund, IT- og sprogkundskaber, talforståelse m.v.

Ansøgningen skal mærkes "J.nr. 0421-51" og være Plantedirektoratet i hænde senest torsdag den 16. februar 2006, kl. 12:00.

Den kan sendes til:
Plantedirektoratet
Personalekontoret
Skovbrynet 20
2800 Kongens Lyngby

Politiet og anklagemyndigheden søger 10 – 20 medarbejdere til integrations- og oplæringsstillinger

Politiet ønsker at medvirke til at styrke tilknytningen til arbejdsmarkedet for etniske minoritetsgrupper og andre unge med manglende sprogkundskaber, manglende faglige kompetencer og/eller manglende arbejdspladserfaring. Derfor opretter politiet en række integrations- og oplæringsstillinger.

Formålet er, at disse medarbejdere gennem arbejdet hos politiet kan erhverve kvalifikationer, som giver dem mulighed for efterfølgende at få varigt fodfæste på arbejdsmarkedet og/eller inspiration til at søge en uddannelse.

De ledige stillinger er placeret hos

  • Rigsadvokaten (København)
  • Rigspolitichefen (København)
  • Politidirektøren i København
  • Politimesteren i Gladsaxe
  • Politimesteren i Glostrup
  • Politimesteren i Helsingør
  • Politimesteren i Roskilde
  • Politimesteren i Odense
  • Politimesteren i Vejle
  • Politimesteren i Holstebro
  • Politimesteren i Aarhus
  • Politimesteren i Aalborg

Du kan søge en stilling som knytter sig til de administrative funktioner, f.eks.

  • Interne serviceopgaver
  • Arkivering
  • Journalisering
  • Kopiering
  • Mødeservering.

Du kan også søge en stilling, som knytter sig til de serviceprægede funktioner, f.eks.

  • Vedligeholdelse af udendørsarealer
  • Mindre flytteopgaver
  • Opstilling/flytning af møbler
  • Vedligeholdelse af køretøjer, udstyr m.v.
  • Mindre håndværkeropgaver.

Sidstnævnte stilling findes dog ikke hos Rigsadvokaten.

Vi forventer først og fremmest af dig, at du har et ønske om gennem ansættelsen hos politiet at udvikle dig selv.

Vi tilbyder et arbejde, hvorunder du samtidig får mulighed for at gennemgå et struktureret oplærings- og opkvalificeringsforløb. Vi laver i samarbejde med dig en plan for et sådant forløb.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen er tidsbegrænset op til 1 år.

Du vil blive aflønnet efter overenskomst i 80 pct. af 37 timer. Der indbetales overenskomstmæssig pension af lønnen.

Lønnen svarer til udført arbejde i gennemsnitlig 80 pct. af 37 timer ugentligt. Der er herudover en forpligtigelse fra politiet side til oplæring og opkvalificering i gennemsnitligt 20 pct. af 37 timer.

Du vil ikke kunne pålægges over-/merarbejde.

Ansøgningen

Du skal sende en skriftlig ansøgning til Rigspolitiet med oplysning om, hvilke(n) af de opslåede stillinger du ønsker at søge. Rigspolitiet sender herefter din ansøgning videre til det tjenestested, hvor du søger en stilling.

Alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Ansøgningen mærket "Integrationsstilling" sendes til:

Rigspolitiet
Personaleafdelingen
Polititorvet 14
1780 København V

eller på e-mail rpchb@politi.dk

Du kan læse mere om politiet på www.politi.dk

Den Sociale Sikringsstyrelse

Har du lyst til at prøve kontorarbejde – har du lyst til at udvikle dig?

Integrations- og oplæringsstilling i Den Sociale Sikringsstyrelse

Arbejde og opkvalificering

I Den Sociale Sikringsstyrelse ser vi mangfoldighed som en styrke for vores arbejde og vi beskæftiger medarbejdere med mange forskellige slags baggrund. Vi vil gerne fremme integration og vi har derfor oprettet en integrations- og oplæringsstilling.

Du har endnu ikke erfaring fra en arbejdsplads og du har heller ikke taget en erhvervs- eller ungdomsuddannelse. Du får indblik i hvordan det er at arbejde på en statslig kontorarbejdsplads og du bliver oplært i forskellige slags opgaver indenfor offentlig administration. Formålet er at du bliver inspireret til at søge uddannelse for eksempel som kontorelev, og at du får bedre mulighed for at komme ind og blive på arbejdsmarkedet.

Jobbet

Du kommer til at arbejde på skift i forskellige kontorer hos os. Vores hovedopgave er at behandle ansøgninger og udbetale pensioner til danske pensionister i udlandet. Du skal være med til at løse opgaverne med kvalitet og give en god service til pensionisterne.

Du kommer til at beskæftige dig med forskellige slags opgaver som for eksempel:

  • søgninger i det elektroniske journalsystem Scan•Jour
  • oprette og afslutte sager i Scan•Jour
  • journalisere ind- og udgående post i Scan•Jour
  • lettere sagsbehandling og arbejde i Word
  • forefaldende sekretæropgaver
  • lettere arkivarbejde
  • lettere telefon- og borgerbetjening
  • mødeservering

Arbejdsopgaverne afhænger af din baggrund og dine forudsætninger. Vi laver et oplærings- og udviklingsforløb, som passer til dine og vores behov, og vi laver i fællesskab en udviklingsplan ud fra dine forudsætninger.

Vi forventer at du er:

  • nysgerrig efter at lære nyt og deltage aktivt i kurser eller undervisning
  • indstillet på at tage ansvar og initiativ
  • venlig og serviceorienteret
  • udadvendt og kan omgås mange slags mennesker
  • god til at samarbejde om at løse opgaverne
  • hurtig i arbejdet og god til at holde orden
  • indstillet på at arbejde med edb og har interesse og flair for IT
  • det er en fordel hvis du kan tale og læse flere europæiske sprog

Vi tilbyder

at du får arbejdserfaring og ny viden i en travl og moderne offentlig virksomhed der træffer afgørelser, der har indflydelse på borgernes hverdag. Vi går over til elektronisk sags- og dokumenthåndtering i slutningen af 2006.

Løn- og ansættelsesvilkår

Vi forventer, at du vil blive lønnet efter HK overenskomstens begyndelsesløn dog sådan, at hvis du er under 18 år får du kr. 10.057 pr. måned, som er 60 pct. af fuldtidslønnen. Hvis du er 18 år eller derover får du kr. 13.409 pr. måned, som er 80% af fuldtidslønnen. Herudover får du pension. Du skal arbejde i 60 eller 80 pct. af den samlede ugentlige arbejdstid på 37 timer – og oplæres i gennemsnitligt 40 eller 20 pct. af de 37 timer.

Stillingen er tidsbegrænset op til 1 år. Starttidspunkt efter aftale. Du får ikke overarbejde.

Vil du vide mere?

Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte Tine Stets på tlf. 33 95 50 74. Du kan få mere at vide om arbejdsopgaverne ved at ringe til kontorchef Uffe Hermansen på tlf. 33 95 50 00 (kl. 10 – 14).

Du kan læse om Styrelsen på www.dss.dk

Ansøgning

Send en ansøgning med et CV og eksamenspapirer hvor du fortæller om dig selv og hvorfor du gerne vil ansættes i Den Sociale Sikringsstyrelse. Ansøgningsfrist er den 20. februar 2006 kl. 12.00. Mærk din ansøgning " integrations- og oplæringsstilling "

Send din ansøgning til:
Den Sociale Sikringsstyrelse
Landemærket 11
1119 København K
att.: Tina Geertsen
e-mail : tge@dss.dk

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset etnisk baggrund, køn, alder, handicap eller religion.

Den Sociale Sikringsstyrelse er en statsinstitution under Socialministeriet. Vores mål er at sikre borgernes sociale rettigheder ved på en hurtig og effektiv måde at træffe korrekte afgørelser i personsagerne og at løse vores mange generelle opgaver professionelt. I kort form har målene tre overskrifter: Borgere og andre brugere i centrum for arbejdet – Fornyelse og udvikling af Styrelsen – Attraktiv arbejdsplads.

Styrelsen består af 4 fagkontorer og et sekretariat. Vi er i alt ca. 150 medarbejdere

Akademiker søges til Beskæftigelsesministeriet i Juridisk og Internationalt Center – Integrations- og oplæringsstilling

I Beskæftigelsesministeriets departement har vi oprettet en tidsbegrænset integrations- og oplæringsstilling i Juridisk og Internationalt Center (JIC).

I JIC er vi 15 medarbejdere, der yder juridisk rådgivning og behandler klagesager, samt koordinerer den danske indsats på beskæftigelsesområdet i forhold til EU, Europarådet og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO).

Jobbet – det er målet at du skal være med til at

  • forberede besøg til og fra udlandet
  • dække ILO-møder og konferencer
  • hjælpe med at opdatere hjemmesiden
  • udarbejde artikler og publikationer på engelsk
  • indsamle og systematisere information på det internationale område

Kvalifikationer – du kan

Vi søger en medarbejder med en samfundsvidenskabelig universitetsuddannelse fra udlandet. Du har interesse for internationale og nationale arbejdsmarkedsforhold. Du er god til engelsk, godt i gang med at lære dansk og har i det hele taget sans for sprog og kommunikation. Du kan bruge almindelige computerprogrammer som Word, Outlook og Excel.

Hvad kan vi tilbyde

Vi laver en særlig plan for din oplæring og opkvalificering.

Ansættelsen er tidsbegrænset i 6 måneder med mulighed for forlængelse i op til 1 år. Lønnen udgør 80 % af den overenskomstmæssige løn for 37 timer. Du skal i gennemsnit arbejde i 80 % af 37 timer pr. uge og du skal gennemgå oplæring og opkvalificering i 20 % af 37 timer pr. uge.

Der indbetales overenskomstmæssig pension af lønnen.

Der vil være en kollega, der bliver din mentor, og som vil hjælpe dig i det daglige arbejde.

Du bliver ansat i henhold til overenskomst for akademikere i staten og cirkulære om oplæring på særlige vilkår (Integrations- og oplæringsstillinger).

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kontorchef Jonas Bering Liisberg på telefon 3392 5179.

Er du interesseret? - send din ansøgning samt CV til:
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
Mrk. 0261-0060

Vi skal have din ansøgning senest den 20. februar 2006 kl. 12.00.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Fodnoter

1 Ved visiterende myndigheder forstås kommuner, AF og andre aktører, som formidler ledige i job. Den 1. januar 2007 overgår kommuners og AF's beskæftigelsesindsats til jobcentre.

2 Ved tilrettelæggelsen af et oplæringsforløb kan man evt. finde inspiration i den måde, hvorpå man plejer at tilrettelægge udviklingsplaner for elever.

3 Realkompetence drejer sig om at anerkende og videreudvikle den enkelte persons kompetencer, uanset hvordan og hvor disse kompetencer er erhvervet. Ved en realkompetencevurdering ses ikke alene på de formelle kompetencer men på, hvad den pågældende person har lært og kan i forskellige sammenhæng. I regeringens redegørelse til Folketinget: "Anerkendelse af realkompetencer i uddannelser", november 2004, hedder det, s.6: "Anerkendelse af realkompetence handler om at sætte det enkelte menneskes samlede kompetencer og forudsætninger i centrum. Ikke kun det, man har papir på." Se mere om realkompetence på Undervisningsministeriets hjemmeside, www.uvm.dk.

4 Aftalen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Sidst opdateret : 17.11.2008
 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4  
1017 København K    
33 92 80 00   
modst@modst.dk