Vedvarende toplederfokus har nedbragt sygefraværet på Kofoed Skole
Et højt sygefravær fik leder af Kofoed Skole Jens Aage Bjørkøe til at stoppe op og gå i aktion og sætte fokus på sygefraværet. Det har ført til et markant fald i sygefraværet. Alene fra 2009 til 2010 har der været et fald på på 3,8 dage.
En lidt anderledes skole
Kofoeds Skole er en lidt utraditionel statslig arbejdsplads. Skolen hjælper arbejdsledige og socialt udsatte mennesker til at hjælpe sig selv. Skolen bruges dagligt af 600-700 elever, og målet er gennem undervisning, værkstedsarbejde, rådgivning og socialt samvær mv. at sætte hver enkelt elev i stand til at hjælpe sig selv til at tage ansvar og komme videre i livet.
Systematisk sygefraværsstatistik som aktivt ledelsesværktøj
Kvartalsvise statistikker over sygefraværet på alle medarbejdere er et af redskaberne til at sætte fokus på sygefraværet på Kofoed Skole.
Statistikken er fordelt på dage, fraværsperioder og længden af sygefraværsperioden. Toplederen gennemgår oversigterne løbende på ledelsesmøderne og en gang årlig i samarbejdsudvalget og arbejdsmiljøgruppen. Oversigterne er fortrolige, men en medarbejder kan anmode om at se oplysninger om sig selv.
Det betaler sig at tale om sygefravær
Et andet middel til at nedbringe sygefraværet har været en aftale om at være i meget tæt dialog med medarbejderne om deres sygefravær. Bl.a. skal afdelingslederne i umiddelbar forlængelse af en medarbejders sygefravær altid tage kontakt med medarbejderen, så medarbejderen mærker, at han/hun har været savnet under fravær. På den måde kan lederen også holde sig ajour med medarbejderens generelle velbefindende og trivsel på arbejdspladsen.
Der kan også i nogle situationer opstå behov for en mere formel kontakt og en egentlig fastsat sygefraværssamtale om, hvad der kan gøres for at nedbringe medarbejderens fravær. Samtalen slutter altid med en fælles opsamling af drøftelserne og evt. en aftale om en opfølgningssamtale.
Det er op til afdelingslederen at vurdere, om det er en mere hensigtsmæssig ramme end den mere uformelle dialog.
Den formelle sygefraværssamtale skal dog altid holdes hvis en fraværsperiode overstiger to uger, eller hvis der i en periode på fire kvartaler er fem fraværsperioder eller derudover.
Der er herudover gennemført en række andre aktiviteter – bl.a. opfølgning på trivselsmålinger og APV og arbejdet strategisk med kompetenceudvikling af medarbejderne.
Nogen gange er det nødvendigt at sige stop
Medarbejderne på Kofoeds Skole har en meget varieret uddannelses- og erfaringsbaggrund, og har generelt en høj anciennitet.
Skolen har stort fokus på at søge at fastholde medarbejderne, men der kan opstå situationer, hvor lederens og den enkelte medarbejders aftaler og fælles initiativer, for at nedbringe personens sygefravær ikke lykkes. I de situationer har Koefoed Skole i en række tilfælde valgt, at veje hensynet til arbejdspladsen og de øvrige medarbejdere højest og derfor truffet beslutning om at afskedige medarbejderen.
Sidst opdateret : 29.03.2012