Sygefraværssamtaler
Sygefravær kan have store konsekvenser for såvel den enkelte medarbejder som for arbejdspladsen. Her finder du råd og vink om, hvordan lederne forbereder, gennemfører og følger op på en sygefraværssamtale.
Sygefravær kan have store konsekvenser for såvel den enkelte medarbejder som for arbejdspladsen. Langvarigt fravær kan betyde udstødning fra arbejdsmarkedet og kan for arbejdspladsen bl.a. have store økonomiske konsekvenser.
Undersøgelser viser, at mange syge kan bevare tilknytningen til arbejdspladsen og vende hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de fortsætter på jobbet eventuelt med tilpassede opgaver.
Efter en ændring af Sygedagpengeloven, der har virkning fra 4. januar 2010, skal arbejdsgiveren indkalde en sygemeldt lønmodtager til en personlig samtale om, hvordan og hvornår lønmodtageren kan vende tilbage til arbejdet. Samtalen skal holdes senest 4 uger efter den første sygedag.
Det er derfor væsentligt at sætte lederne i stand til at forberede og gennemføre en sygefraværssamtale samt at forstå vigtigheden af en sådan samtale.
Samarbejdsudvalget er en central medspiller
Mange arbejdspladser har i deres sygefraværspolitik haft lokale regler om sygefraværssamtaler, men det er en ny situation, at det nu skal gælde for alle. Der er samtidig nye regler om fastholdelsesplan og indberetning til kommunen.
Samarbejdsudvalget (SU) er en central medspiller i processen, fordi det fremgår af Samarbejdsaftalen (2008), at SU skal udarbejde retningslinjer for institutionens sygefraværspolitik. Samarbejdet har desuden som forudsætning, at ledelse udøves i dialog med medarbejderne på en motiverende, udviklende og tidssvarende måde.
På de følgende sider en række råd og vink om, hvordan den enkelte leder kan forberede, gennemføre og følge op på en sygefraværssamtale.
Mere om sygefraværssamtaler
Parterne på det offentlige arbejdsmarked har igennem hele 2009 ført en kampagne for dialog om sygefravær. Se www.RaskSnak.dk med videospots, pjecer, e-kort m.m.
I Arbejdsmarkedsstyrelsens ”Vejledning om sygefraværssamtaler” kan du læse mere om afholdelse af sygefraværssamtalerne.
Se også ”Vejledning om fastholdelsesplan” og ”Blanketter – Sygefraværssamtalen”, der ligeledes er udsendt af Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Beskæftigelsesministeriet har desuden udsendt en”Vejledning om arbejdsgivers indhentelse af oplysninger i forbindelse med lønmodtagerens sygdom”.
Sidst opdateret : 04.01.2012