Ved ansættelse
En ny medarbejder kan have optjent ferie til gode eller ønske at holde ikke optjent ferie. En ny medarbejder kan også ønske at overføre særlige feriedage eller feriedage ud over 25 fra et tidligere ansættelsesforhold.
Medarbejderen har optjent ret til fuld ferie
Når I ansætter en medarbejder, kan han/hun have optjent ret til ferie hos en tidligere arbejdsgiver.
Har medarbejderen ikke holdt ferien eller kun holdt nogle af dagene inden ansættelsen, har medarbejderen ret til at holde de resterende dage hos jer, inden ferieåret udløber den 30. april.
Det er derfor en god ide, at I drøfter spørgsmålet om ferie med medarbejderen så tidligt som muligt.
Medarbejderen har et feriekontobevis eller et feriekort, der viser, hvor mange optjentet feriedage der endnu ikke er holdt.
Hvordan I fastlægger ferien, kan I læse nærmere om i PAV kap. 23.3.1. og ferievejledningen afsnit 4.3. og 4.4.
Når en medarbejder holder ferie, der er optjent hos en tidligere arbejdsgiver, skal I ikke udbetale løn under ferien. Læs om lønfradrag i PAV kap. 23.2.3.1.
Medarbejderen har ikke optjent ret til (fuld) ferie
Hvis en medarbejder har optjent ret til færre end 25 dages ferie i ferieåret eller slet ikke har optjent ret til ferie, har han/hun ret, men ikke pligt, til at holde et antal ikke optjente feriedage, så det samlede antal holdte feriedage i ferieåret bliver 25. Se PAV kap. 23.3.1. og ferievejledningen afsnit 4.4.1.
I skal ikke udbetale løn, når medarbejderen holder sådan ferie. Læs om lønfradrag i PAV kap. 23.2.3.1.
Særlige feriedage
En ny medarbejder har ikke ret til at medbringe særlige feriedage fra et tidligere job.
Men hvis medarbejderen ønsker at holde optjente særlige feriedage hos jer, og I er indforstået med det, kan I aftale, at dagene medtages.
Det er medarbejderen, der skal give sin tidligere arbejdsgiver besked om aftalen, så den tidligere arbejdsgiver overfører den kontante godtgørelse for dagene til jer og ikke udbetaler den til medarbejderen. Læs mere i ferievejledningen afsnit 8.4.1.
Læs om ferie og særlige vilkår under ansættelsen og ferie og særlige vilkår ved ansættelsens ophør.
Sidst opdateret : 01.02.2012