5-trinsmodellen giver virksomhederne et redskab, der kan vise, hvor langt den enkelte arbejdsplads er kommet i at arbejde strategisk og systematisk med sundhedsfremme. Modellen giver desuden inspiration til, hvordan man kommer videre til et højere niveau.
Sundhedsstyrelsens 5-trinsmodel tager udgangspunkt i KRAMS-faktorerne (kost, rygning, alkohol, motion og stress), hvor en indsats, der dækker alle fem områder, prioriteres meget højt.
Modellen er desuden bygget op på grundlag af en række vigtige parametre, der
erfaringsmæssigt har stor betydning for udbyttet af indsatsen. Det gælder fx involvering af ledelse og medarbejdere, afdækning af sundhedsproblemer og –behov samt mål, opfølgning og evaluering.
To slags indsatser for sundhedsfremme
Sundhedsstyrelsen skelner mellem to former for indsatser for sundhedsfremme.
Den ene er de tilbudsorienterede, dvs. frivillige tilbud til enkeltpersoner eller grupper. Det kan fx være en frugtordning eller motionstilbud.
Den anden er de miljøorienterede, dvs. indsatser, hvor man via miljøændringer understøtter den adfærd, der øger sundhed og trivsel. En rygepolitik eller en alkoholpolitik kan fx minimere eller fjerne adgangen til at ryge eller drikke på arbejdspladsen, ligesom en kostpolitik kan sikre sund mad i kantinen.
Fem trin til bedre sundhed og trivsel
De fem trin er følgende:
1. Enkeltstående tilbud
2. Inddragelse af medarbejderne i løs organisering
3. Nøglepersoner, ressourcer og fast organisering
4. Mål, sundhedskoordinator og –politikker
5. Strategisk indsats, systematik og ekspertise
Beskrivelsen af de fem trin er hentet fra ”Sundhed og trivsel på arbejdspladsen”, (Sundhedsstyrelsen, december 2009).
Se også de to cases fra samme publikation om hhv. firmaet Axa Power ApS og Sønderborg kommune.
Trin 1
Enkeltstående tilbud
Virksomheden har indsatser rettet mod en eller to enkeltstående KRAMS-faktorer. Indsatserne er løst forankrede i organisationen.
NB: Der er ingen fast organisering af arbejdet og ingen afdækning af behov, fastlæggelse af mål eller systematisk opfølgning.
Eksempler på indsatser på trin 1: frugtordning, deltagelse i DHL-stafetten, lovpligtig nedskrevet rygepolitik eller lokal alkoholpolitik.
Trin 2
Inddragelse af medarbejderne i løs organisering
Virksomheden har tilbudsorienterede indsatser rettet mod mindst to KRAMS-faktorer. Medarbejderne er inddraget i valg af metoder og aktiviteter. Der er ad hoc-organisering med deltagelse af ledere og medarbejdere.
NB: Der er ingen afdækning af behov, fastlæggelse af mål eller systematisk opfølgning.
Eksempler på indsatser på trin 2: motionstilbud uden for arbejdstid, frugtordning, lovpligtig nedskrevet rygepolitik og årligt rygestopkursus.
Trin 3
Nøglepersoner, ressourcer og fast organisering
Virksomheden har indsatser rettet mod mindst tre KRAMS-faktorer – heraf skal
der være tilbudsorienterede indsatser rettet mod mindst to faktorer og miljøorienterede indsatser rettet mod mindst to faktorer. Medarbejdere og ledere er inddraget i en fast organisering, fx i samarbejdsudvalget, sikkerhedsorganisationen eller i et selvstændigt sundhedsudvalg. Gennem en proces afdækkes de ansattes behov og interesser, og der er udpeget en ansvarlig nøgleperson og allokeret midler til indsatsen.
NB. Der er dog ingen nedskrevne mål, og der er kun sporadisk opfølgning på og evaluering af indsatsen.
Eksempler på indsatser på trin 3: motionstilbud i arbejdstiden baseret på analyse af ønsker og behov, rygepolitik og løbende rygestopkurser, alkoholpolitik, kantineordning med sund mad, fast sundhedsudvalg med ledelses og medarbejderrepræsentanter samt nøgleperson for sundhed og trivsel.
Trin 4
Mål, sundhedskoordinator og -politikker
Virksomheden har tilbudsorienterede indsatser rettet mod alle relevante KRAMS-faktorer og miljøorienterede indsatser rettet mod mindst tre KRAMS-faktorer. Gennem en proces afdækkes de ansattes behov og interesser løbende, medarbejdere og ledere er inddraget i en fast organisering, der allokeres personaleressourcer til en projektleder/ sundhedskoordinatorfunktion, og der gives et økonomisk råderum for den generelle indsats.
Der er nedskrevne politikker på KRAMS-områderne, fastlagte mål og succeskriterier for indsatserne, og der foregår en systematisk planlægning og opfølgning. Tilbud markedsføres over for de ansatte, og der er synlig involvering fra virksomhedens ledelses side.
Trin 5
Strategisk indsats, systematik og ekspertise
Virksomheden har både tilbudsorienterede og miljøorienterede indsatser rettet mod alle fem KRAMS-faktorer. Der sker en systematisk afdækning af ansattes behov og interesser, ledere og medarbejdere er inddraget i en fast organisering, der er ansat en fagperson som projektleder/sundhedskonsulent (typisk med placering i HR-afdelingen), og der er tilstrækkelige økonomiske midler til at søge eksterne rådgivere og iværksætte relevante aktiviteter – som eksempel uddannelse af sundhedsambassadører.
Sundhedsfremmeindsatsen er et led i virksomhedens strategi og værdisæt, og der er nedskrevne politikker omfattende alle KRAMS-områderne. Der foregår en systematisk planlægning med fastlagte mål og succeskriterier samt opfølgning på indsatserne. Tilbud markedsføres professionelt over for de ansatte, og der er en stor og synlig involvering fra virksomhedens ledelses side.