Integrationsministeren har hvert år siden 2002 uddelt en række integrationspriser.
Formålet med Integrationspriserne er at anerkende det succesfulde integrationsarbejde, der foregår rundt om i landet, og at videreformidle alle de gode erfaringer med dette arbejde. Samtidig skal Integrationspriserne skabe en positiv opmærksomhed om integrationen og illustrere bredden i integrationsarbejdet.
Se mere om Integrationspriserne
Hvad gives der priser for?
Priskategorierne er forskellige år for år. I 2009 blev der fx uddelt priser inden for fem kategorier:
Myndighedsprisen
Myndighedsprisen retter sig mod alle aktører, der udfører myndighedsopgaver og som har gjort en særlig succesfuld integrationsindsats. Initiativer og indsatser, der gennemføres som et samarbejde mellem f.eks. en kommune og en privat virksomhed, kan også indstilles til en pris.
Beskæftigelsesprisen retter sig både mod private og offentlige virksomheder, der har gjort en særlig indsats for at skabe beskæftigelse for flygtninge og indvandrere på arbejdspladsen. Alle offentlige og private virksomheder, der gør en særlig beskæftigelsesrettet integrationsindsats, opfordres derfor til at søge beskæftigelsesprisen.
By- og boligprisen retter sig primært mod kommuner og boligorganisationer, men foreninger, virksomheder og andre lokale aktører, som yder en målrettet indsats i kampen mod ghettoisering, kan også komme i betragtning.
Med ildsjæleprisen sættes der fokus på de mange borgere, der yder en stor frivillig indsats og gør et betydningsfuldt arbejde for at understøtte integrationsprocessen i det danske samfund. Uden de personlige relationer bliver integrationen aldrig fuldkommen. Ildsjælene bidrager med deres personlige engagement. Derfor er det vigtigt, at ildsjælene bliver fremhævet til inspiration for andre.
- Organisations- og foreningsprisen
Prisen kan tildeles for en indsats, der fremmer integrationen på arbejdspladser, i netværk, i boligområder, i idrætsklubber osv. Det kan eksempelvis ske gennem en målrettet inddragelse af landets nye borgere i forskellige aktiviteter og ved særlig modtagelse af flygtninge og indvandrere i lokalsamfundet.