Tilbage til forsiden
 

Bedst på Nettet

Bedst på Nettet er Videnskabsministeriets årlige måling af kvaliteten af den offentlige digitale forvaltning og borgerbetjening. Målingen fandt sted første gang i 2001.

Bedst på Nettet har fokus på de offentlige webløsningers effekt og nytteværdi for borgere og samfund samt på de digitale muligheder for tværoffentligt samarbejde og effektivisering. Brugerne skal opleve en øget kvalitet og fleksibilitet i mødet med det offentlige – og i sidste ende få en lettere hverdag.

Hvad vurderes der på?
Bedst på Nettet gennemfører vurderingen af hjemmesiderne mv. ud fra tre tilgange: et screeningsgrundlag, en brugervurdering og en selvevaluering.

Screeningsgrundlaget danner basis for en vurdering af de enkelte hjemmesider ud fra en række spørgsmål om navigation, brugervenlighed af selvbetjeningsløsninger samt åbenhed og nytteværdi. IT- og Telestyrelsen står for vurderingen.

Brugervurderingen gennemføres via et spørgeskema, der implementeres på de enkelte netsteder. Brugernes vurdering indgår i den samlede pointtildeling. IT- og Telestyrelsen har udarbejdet spørgeskemaet..

Selvevaluering. Den enkelte institution skal besvare en række spørgsmål, som fokuserer på det strategiske arbejde med digital forvaltning.

Vurderingen udmøntes i points, der samlet set bliver til et antal ’netkroner’ – det højest opnåelige er fem netkroner – og i forbindelse med prisuddelingen bliver de deltagende offentlige virksomheder ranglistet i fuld offentlighed, så de kan lære af hinanden.

Sidst opdateret : 04.01.2012
Mine genveje
 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4  
1017 København K    
33 92 80 00   
modst@modst.dk