Personalegoder
Her kan du læse om personalegoder. Om hvordan de defineres, og hvilke regler og rammer I bør følge, når der tildeles personalegoder til hele arbejdspladsen eller til den enkelte medarbejder.
Hvad er et personalegode?
Personalegoder kan være velfærdsgoder, som stilles til rådighed for alle medarbejderne, fx
- frugtordninger
- kaffe/the
- adgang til motionsrum
Personalegoder kan også tilbydes individuelt, fx:
- Adgang til bredbånd
- Det er goder, der ofte ydes som en erstatning for løn.
- De overordnede rammer for personalegoder
Der er ikke fastsat særlige regler om personalegoder i staten. Når I skal vurdere, om et evt. gode kan stilles til rådighed, må I tage andre regler til hjælp:
- bevillingsreglerne
- reglerne om løn- og ansættelsesvilkår
- de gældende aftaler og overenskomster
Rammer for personalegoder kan også følge af andre regler fx:
- lovgivning om institutionen og dens virksomhed
Bevillingsreglerne
For at kunne yde et personalegode forudsætter bevillingsreglerne, at godet bidrager til at opfylde bevillingens formål.
Godet skal derfor
- godet skal kunne begrundes tjenstligt
- godet skal være i arbejdsgiverens interesse
Personalegoder skal således medvirke til at forbedre driften og være økonomisk forsvarligt.
Se afsnit 2 i Budgetvejledning 2006.
Regulering af løn- og ansættelsesvilkår
Personalestyrelsen har kompetencen til at fastsætte eller aftale løn- og ansættelsesvilkår for grupper af personale. Se PAV kap.1. Det gælder i forbindelse med:
- lovgivningen for tjenestemænd mv.
- løn- og ansættelsesvilkår, der er indeholdt i aftaler og overenskomster
- løn- og ansættelsesvilkår, der i øvrigt er godkendt eller fastsat af Finansministeriet
Disse regler regulerer udtømmende de vilkår, der er del af ansættelsesforholdet.
Der er ikke hjemmel i statslige aftaler og overenskomster til at anvende ordninger, hvor den ansatte går ned i løn for at få et gode (bruttotrækordninger). Det betyder, at det på statens område ikke er muligt at indgå aftale om eksempelvis pendlerkort, hvor betaling sker over medarbejderens løn før skat.
Personalegoder stilles til rådighed af ledelsen
Hvis I herudover ønsker at stille personalegoder til rådighed, skal det ske i en form, hvor godet ikke bliver en del af ansættelsesvilkårene.
Derfor skal personalegoder
- besluttes af ledelsen
- ikke fremgå af ansættelsesbrev eller lignende
- ikke aftales med organisationerne eller tillidsrepræsentanterne
Skatteregler
Om beskatning af og om oplysningspligt om personalegoder se www.skat.dk.
Ferielov
Ferieloven indeholder regler om medregning af værdien af skattepligtige personalegoder i feriegodtgørelse og under ferie med løn.
Læs mere i PAV afsnit 23.4.3.2. og PAV afsnit 23.4.1.1.
Sidst opdateret : 24.11.2010