Rekrutteringsnetværk
Tre rekrutteringsnetværk har i MIKS - projektet arbejdet med rekruttering af etniske minoriteter. Rekrutteringsnetværkenes overordnede formål var at skabe nogle innovative initiativer ift. rekruttering. Resultaterne af netværksgrupperne er forskelligartede men her kan I læse om netværkenes anbefalinger og få gode råd og inspiration til nye initiativer omkring rekruttering af etniske minoriteter.
Bliv bedre til at rekruttere etniske minoriteter
Netværksgruppen ”Rekruttering af akademikere” arbejdede med at blive bedre til at rekruttere etniske minoriteter med en akademisk uddannelse. En af hovedkonklusionerne var, at når man taler om gruppen af etniske minoriteter med en akademisk uddannelse, så bør man skelne mellem to ”undergrupper”:
1) Etniske minoriteter med en dansk uddannelse og
2) Etniske minoriteter der kommer til Danmark med en akademisk uddannelse fra deres hjemland.
Det er to meget forskellige grupper. Man bør derfor agere forskelligt afhængigt af, hvilken gruppe man rekrutterer fra. Ift. gruppe 1, handler det først og fremmest om bedre formidling vedr. muligheder og arbejdspladsens åbenhed og heri udvikling af jobannoncer og rekrutteringskanaler. Overfor gruppe 2 handler det, foruden forholdene overfor gruppe 1, om at få kontakt med målgruppen via de kommunale rådgivere, de er tilknyttet, og få formidlet muligheder for fx integrations- og oplæringsstillinger, mentorordninger samt andre job de evt. kan varetage i virksomheden - indtil de har fået ækvivaleret deres uddannelse og herefter kan søge interne stillinger.
Brug alternative rekrutteringsformer
En anden hovedkonklusion er, at der er gode erfaringer med at rekruttere etniske minoriteter til arbejdspladsen på alternative måder, hvor man i en kortere periode møder de etniske minoriteter og samtidig får de mere kendskab til arbejdspladsen. Det kan være som erhvervspraktik for voksne, sommerfuldmægtige, praktikanter osv. En anden mulighed er også at rekruttere efter lidt bredere profiler og så se, hvilke ansøgere man får, eksempelvis når der opslås integrations- og oplæringsstillinger.
Anbefalinger til nøglepersoner
Netværksgruppen ”Rekrutteringsprocesser” har udarbejdet flere såkaldte ”nøgler”, der henvender sig til en række personer der alle er centrale i arbejdet med at skabe mangfoldige arbejdspladser. Nøglerne fungerer som en slags anbefalinger til, hvad de pågældende ”nøglepersoner” fx toplederen, den enkelte leder og HR - chefen kan gøre for at løse udfordringen med at skabe en attraktiv, mangfoldig arbejdsplads
Læs mere de forskellige nøgler her
Tænk nyt – skab dialog
Omdrejningspunktet for netværksgruppen ”Lokalt samarbejde og partnerskab” har været dialogbaserede oplysningsmøder i lokale indvandrerorganisationer om ansættelse i den offentlige sektor. Særligt har forældregruppen været i målgruppen. Konkret har arbejdet bestået af tre møder med forskellige indvandrerorganisationer med det formål at mødes uden om gængse store job - og uddannelsesmesser, foredrag og konferencer og skabe et rum, hvor etniske minoriteter kan møde mennesket bag de statslige arbejdspladser og arbejdspladsen kan møde mennesket bag etniske minoriteter.
Konklusionerne på rekrutteringsnetværkene er:
• Brug alternative rekrutteringskanaler
• Tilpas dine aktiviteter ift. målgruppen
• Tænk nyt og vær opsøgende
Læs mere om netværkene og find gode råd om rekruttering her
Sidst opdateret : 31.05.2011