Tilbage til forsiden
 
udvikling af mangfoldighedspolitik

Særlige målgrupper

Nogle mennesker kan have svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller udnytte deres viden, erfaringer og talenter på arbejdspladsen. Derfor kan der være behov for en særlig indsats for udvalgte målgrupper.

Specielle indsatser for bestemte målgrupper
For at sikre fodfæste på arbejdsmarkedet kan der være behov for en særlig indsats for udvalgte målgrupper. Det skal ske for at reducere de barrierer, der er for deres virke på arbejdsmarkedet. Det handler tit om alder, køn, etnisk baggrund, handicap, religion eller seksuel orientering.

Alder
Statens arbejdspladser arbejder aktivt for en bred alderssammensætning. Skal alle ressourcer og potentialer i spil, er det nødvendigt, at forskellige aldersgrupper har lige muligheder for at bidrage til opgaveløsningen på statens arbejdspladser.

Med en demografisk udvikling med mindre ungdomsårgange og flere ældre på arbejdsmarkedet er der både en rekrutterings- og en fastholdelsesdagsorden, der bliver stadig vigtigere.

Køn
Statens arbejdspladser er forpligtede til at arbejde for ligestilling mellem kønnene. Ligestilling er en væsentlig forudsætning for, at alle medarbejderes talenter bliver bragt i spil, og at statens arbejdspladser er effektive og attraktive.

Det er ikke tilladt at forskelsbehandle kvinder og mænd. Det er vigtigt hele tiden at være opmærksom på, om der - i forbindelse med opgaveløsningen, fordelingen af ressourcer eller andet - utilsigtet sker en favorisering af det ene køn. 

Etnisk baggrund
Statens arbejdspladser arbejder for, at andelen af medarbejdere med anden etnisk baggrund skal afspejle det danske samfund. Regeringen vedtog i ’Ny Chance til Alle’, 2005, at det offentlige skal gå forrest, og at statens arbejdspladser på sigt skal have 4 pct. med anden etnisk baggrund end dansk ansat .

Definition
I staten er etniske minoriteter defineret som indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Det er samme definition, som anvendes af Danmarks Statistik og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Ikke-vestlige lande er lande uden for EU, Norden, USA, Canada, Australien, New Zealand, Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten.

Handicap
De fleste voksne med handicap har et helt ordinært arbejde, hvor deres handicap ikke har betydning. Andre klarer sig godt på arbejdsmarkedet, hvis de får den nødvendige kompensation i form af fx arbejdspladsindretning og personlig assistance. Nogle har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Definition
I dansk lovgivning er det ikke præcist defineret, hvornår en person er handicappet. I stedet anvendes FN’s Standardregler om lige muligheder for handicappede, og begrebet ”funktionsnedsættelse” bruges. Mennesker kan have funktionsnedsættelse grundet en fysisk, intellektuel eller sansemæssig funktionshæmning, en medicinsk betinget tilstand eller en sindslidelse. Hvis en person ikke kan deltage i samfundslivet på samme vilkår som andre, har personen et handicap.

Religion og tro
Der er religionsfrihed i Danmark. Det betyder, at borgerne har adgang til at forene sig i samfund for at dyrke deres tro på den måde, der stemmer overens med deres overbevisning. Det er dog en betingelse, at der intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden, jf. grundlovens § 67.

På arbejdspladsen drejer det sig om at respektere religiøse forskelle og imødekomme muligheden for at praktisere sin religion så vidt muligt.

Seksuel orientering
Alle medarbejdere bør være trygge ved og have mulighed for at være åbne om deres seksuelle orientering på arbejdspladsen. Det handler om, at homoseksuelle ikke skal føle sig nødsaget til at hemmeligholde væsentlige dele af deres liv. Det gælder i alle arbejdsforhold, at homoseksuelle ligesom heteroseksuelle kan fortælle åbent om deres familiesituation og dermed deres seksuelle orientering.

Samtidig er det vigtigt at acceptere, at ikke alle har lyst til at ytre sig om deres seksuelle orientering.

 

Sidst opdateret : 09.05.2012
Mine genveje
Specialkonsulent
Center for HR og Ledelse
Email:mla@modst.dk 
Telefon: 33 92 88 01
 
Moderniseringsstyrelsen    
Landgreven 4  
1017 København K    
33 92 80 00   
modst@modst.dk