Lønstyring i virksomheden
Her handler det først og fremmest om at orientere sig om egne og andres lønniveauer. Lønner virksomheden på et niveau, der gør det muligt at tiltrække og fastholde arbejdskraft. Det handler også om at skaffe grundlag til brug for lokale lønforhandlinger, både for personalegrupper og for de enkelte ansatte.
Forberedelsen – om egne lønniveauer – hvordan?
Det rigtige vil være, at beslutningen om budgettet for de lokale lønforhandlinger bl.a. baseres på oplysninger om, hvordan institutionen lønmæssigt er placeret i forhold til sammenlignelige områder. Det er således et spørgsmål om at se på lønniveauer i egen og andre institutioner, og om at finde ud af, om man ligger på et passende niveau. Ved benchmarking på løn er niveauerne det centrale. Ofte fremhæves lønudvikling som en vigtig målestok. Imidlertid har det vist sig, at udvikling i gennemsnitslønninger er en ustabil størrelse. Det taler for at udelade lønudvikling fra beslutninger om midler til lokal løndannelse.
Benchmark med ”lønoverblik”
Det enkleste er at finde gennemsnitsløn og lønspredning for den pågældende personalegruppe i ”lønoverblik” www.lønoverblik.dk.
I ”lønoverblik” kan man benchmarke egne lønninger enten i forhold til niveauet for staten som helhed eller niveauet i udvalgte institutioner.
Materiale til forhandlingerne – til egne chefer og til TR – løndata over tid
Som supplement til gennemsnitstal for lønniveauer for eget og andre områder – evt. for hele staten, vil det styrke den lokale proces, hvis informationen om lønforholdene ikke kun er baseret på et øjebliksbillede. Og det kan være vanskeligt at huske, hvad der blev givet at tillæg og engangsvederlag flere år tilbage. Men overblik over hvad der er ydet over en længere periode kan man få i ISOLAs statistik, Løndata over tid. Her kan man for samtlige medarbejdere få en samlet oversigt over størrelsen af tillæg og engangsvederlag, fx gennem de seneste 3 år. Når der skal tages stilling til lønforbedringer er det vigtigt at være klar over, hvad der er sket forud. Derfor er ”løndata over tid” et nødvendigt grundlag for enhver lokal lønfastsættelse.
Lokale lønforhandlinger decentraliseret
Hvis lønforhandlingerne er uddelegeret til den enkelte chef, så kan der i ”løndata over tid” fremstilles et beslutningsgrundlag, hvor chefen kan se, hvad hver enkelt medarbejder har fået, ikke blot sidste år, men for en periode på fx 5 år. Men det forudsætter, at virksomheden gør brug af lønsystemets såkaldte ”frie specifikationer”. Her kan bl.a. registreres, hvor i en organisation en medarbejder er placeret.
Sidst opdateret : 27.05.2011